Ram vender tilbage

En 100 meter høj statue af guden Ram skal rejses i Ayodhya, byen hvor han ifølge eposet Ramayana blev født. Statue-projektet er bemærkelsesværdigt, og det er den efterfølgende mediedækning på mange måder også. Det sidste vender vi tilbage til.

 
Rams hjemkomst blev kundgjort af førsteminister Yogi Adityanaths (BJP) delstatsregering i tirsdags. Projektet koster 3,3 millarder rupier og er en del af en større ’udviklingspakke’, som skal booste Ayodhyas status som et hovedmål for religiøs turisme.

 
Statuen af Ram er bare et blandt flere store ’statueprojekter’, som er undervejs i Indien i regi af BJP. Andetsteds i Uttar Pradesh blev det for eksempel den 5. oktober kendt, at et nyt tempel skulle opføres nær Meerut, i hvilket en ca. 100 fod høj statue af statsminister Modi skulle indstalleres. I Mumbai er man igang med at opføre en næsten 200 meter høj statue af Shivaji i Det arabiske hav. Og i Gujarat er arbejdet med en næsten ligeså høj statue af Sardar Patel i fuld gang.

 
Statuer indskriver sig effektivt i det offentlige rum. De er symboltunge og en materiel manifestation af magt og autoritet. Statuer af landsfaderen Gandhi finder man for eksempel over det meste af landet, og for Dalitpartiet BSP har statuerejsning været en meget brugt strategi for at synliggøre Daliternes krav om offentlig anerkendelse og respekt. Af samme grund er statuer også ofte kontroversielle, for en gruppes helt kan være en anden gruppes skurk.

 
Af de mange statueprojekter, som for tiden er igang, er dog den af Ram formentlig den mest kontroversielle. Ikke bare på grund af Ram selv, men på grund af stedet. Ayodhya er byen hvor hindunationalister i 1992 ødelagde den 500 år gamle Babri-moske, som de mente var bygget ovenpå ruinerne af det originale Ram-tempel, som efter sigende markerede Rams eksakte fødested. Babri-moskeen var en ’historisk fornærmelse’ mod hinduerne, derfor måtte den væk. Ødelæggelsen af moskeen førte til blodige optøjer mellem hinduer og muslimer mange steder i Indien. Mange (særlig muslimer) blev dræbt, og siden 1992 har vel ingen anden indisk by været så synonym med den latente og manifeste konflikt mellem hinduer og muslimer, som hindunationalistisk politik og ideologi både bygger på og er med til at skabe. Siden moskeen blev revet for nu 25 år siden har hindunationalister presset på for at få et nyt Ram-tempel opført, men så langt uden held. Nu får man i stedet en statue af Ram, i kamppositur.

 
Nyheden om den store statue blev dækket i alle større engelsksproglige indiske online-medier den 10. oktober. Det er der ikke noget underligt i. Mer bemærkelsesværdigt er det, at så få af dem skrev noget om Ayodhyas nyere, kontroversielle historie. Times of India skrev i stedet om regeringens nye ’Ayodhya redevelopment plan’ og dens fem hovedkomponenter, mens Indian Express skrev om nogle af de andre tiltag, som snart skal iværtsættes for at gøre Ayodhya attraktiv for turister. En artikel i Financial Express og en kort notits i India Today nævner heller ikke Babri-moskeen ødelæggelse; det gør ej heller Outlook, som begrænser sig til at påpege, at tanken om et nyt Ram-tempel har været en ’følsom sag’ for BJP i mange årtier – uden at uddybe nærmere. Undtagelserne blandt de større medier er, ikke overraskende, Hindustan Times og NDTV, som begge skriver om nedrivvningen af Babri-moskeen og de vedvarende kontroverser, som Ayodhya giver næring til.

 
Hvorfor denne tavshed om Ayodhyas nyere historie? Historisk amnesi blandt journalister kunne være en mulig forklaring, men den er ikke plausibel. Det er heller ikke overvejende sandsynligt, at journalisterne har fundet det nyere historiske bagtæppe trivielt eller irrelevant for den aktuelle sag, for det burde være åbenlyst for de fleste, at et projekt som dette har store politisk-religiøse implikationer.

 
En mer sandsynlig forklaring er, som den indiske journalist Siddharth Varadarajan påpegede ved et symposium i Oslo i sidste uge, at flertallet af Indiens største medier ganske konsekvent dækker statsminister Modi og hans parti på en positiv måde – eller i det mindste på en sådan måde, at der ikke inviteres til unødig kritik. Dette er der flere grunde til. Alle større indiske mediehuse er afhængige af indtægter fra annoncører og reklamer, og regeringen er overordnet set den største annoncør. Derfor har medierne en interesse i at holde sig på rimelig god fod med regeringen. Og indisk storkapital – som er en vigtig kilde til reklameindtægter for medierne – støtter i samlet flok Modi og hans ambitioner om yderligere økonomiske reformer. I tillæg er der de stadig mer hyppige mer eller mindre åbenlyse trusler mod – og lejlighedsvise drab på – kritiske journalister. Til sammen skaber dette en ’incitamentstruktur’, som fremmer en ukritisk mediedækning af BJPs politik – både den økonomiske og den symbolske. Undtagelsen blandt de større medier er ifølge Varadarajan NDTV, som netop også skrev kritisk om Ram-statuen. Deres kontorer blev for ikke så længe siden udsat for en razzia af Central Bureau of Investigation, som mange mener var politisk motiveret.

 
Den nye Ram-statue er på mange måder udtryk for, at BJP har haft succes med sin langsigtige Ayodha-strategi. Ud fra mediedækningens karakter ser det ud til, at de har haft tilsvarende held med at definere vilkårene for den fjerde statsmagts udfoldelse.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*