Kommunisterne er færdige

En epoke i indisk politik er slut

For to uger siden vandt Trinamulkongressens (TMC) Chandrima Bhattacharya et suppleringsvalg til delstatsparlamentet i Vestbengalen. Dette var der egentlig ikke noget bemærkelsesværdigt i, for valget fandt sted i Kanthi Dakshin i Øst Midnapur, hvor TMC det seneste årti har stået meget stærkt. Det er den indflydelsesrige Adhikari-familie, som står i spidsen for TMC i Midnapur. Familieoverhovedet, den 75-årige Sisir Adhikari, blev første gang valgt ind i delstatsparlamentet i 1982. Nu er han medlem af Lok Sabha og var i en periode minister for rural udvikling i den anden UPA-regering. Sønnen Subhendu har også været medlem af Lok Sabha og er nu transportminister i Vestbengalen, mens en anden søn, Dibyendu, sidder i Lok Sabha. Fra 2001 og frem til idag har en af disse tre Adhikari’er – Sisir, Subhendu eller Dibyendu – repræsenteret Kanthi Dakshin i delstatsparlamentet, så det var som sagt ingen overraskelse, at TMC også vandt denne gang. Serjsmarginen var stor – Chandrima fik næsten dobbelt så mange stemmer (ca. 95.000) som nr. to (ca. 52.000).

Overraskelsen var snarere, at det var BJPs Sourindra Mohan Jana, som kom på andenpladsen. Ved de seneste delstatsvalg i 2011 og 2016 fik BJP bare henholdsvis ca. tre og otte procent af stemmerne i Kanthi Dakshin; nu fik man over 30 procent og henviste dermed ventstrefløjens kandidat Uttam Pradhan fra CPI til tredjeplandsen. Pradhan fik kun ti procent af stemmerne; med bare lidt over èn procent af stemmerne fik Kongrespartiets Naba Kumar Nanda så vidt flere stemmer end NOTA – None of the Above – men bare så vidt.

Jonesville er ikke USA og Kanthi Dakshin er ikke Vestbengalen, men meget tyder på, at dette suppleringsvalg indikerer et tektonisk politisk skifte. BJP har historisk set altid haft dårligt fodfæste i Vestbengalen, og selv i de gode tider under Vajpayee og NDA1 kunne man så vidt mønstre ti procent af vælgermassen. De sidste par år har BJP imidlertid arbejdet hårdt på at vinde indpas, og det var da også ventet, at den BJP-bølge, som efterhånden har ramt hele Indien, ville have en effekt også i Vestbengalen. Men at BJP skulle få næsten en tredjedel af stemmerne i Kanthi Dakshin, var der næppe nogen, der havde forudset.

Implikationerne af dette skifte er som følger. For det første vil TMC være den dominerende politiske kraft i en overskuelig fremtid. Mamata Banerjee er stadig populær; venstrefløjen er ingen trussel; BJP er endnu ikke i tilstrækkeligt omfang organisatorisk etableret; og de få segmenter af Kongrespartiet, som ikke allerede for mange år siden har sluttet sig til Mamata Banerjees Trinamul-udgave, er der ingen, der skænker en tanke.

For det andet er venstrefløjens dage som politisk magtfaktor talte. Som både Arild Ruud og Dwaipayan Bhattacharyya har vist os i sine rige etnografiske studier af CPI(M) i Vestbengalen, så var det kombinationen af progressiv politisk ideologi, brede folkelige bevælgelser, og en skare af uddannede og aktivistiske venstreorienterede unge mænd, som var årsagen til, at CPI(M) kunne etablere sig som politisk magtfaktor i landsbyerne fra 1960erne og frem. I mange årtier var partiet en mester i at kombinere venstreorienteret retorik og politik ”fra toppen” med en strategisk og mere pragmatisk mediering af sociale relationer og resourcer ”fra bunden” på en sådan måde, at CPI(M) for mange fremstod som enten det bedste eller eneste politiske alternativ. Men, denne tilsyneladende formidable konstruktion, som virkede uovervindelige i mere end tre årtier fra 1977 og frem, var med tiden blevet mere skrøbelig, end den så ud til. Som man kan læse mere om i Bhattacharyyas bog ”Government as Practice”, begyndte konstruktionen at smuldre allerede i 1990erne, og da den først begyndte at kollapse omkring 2008, gik det stærkt. På landsbyniveau har store dele af CPI(M) nu skiftet side til TMC uden store transkationsomkostninger, og det, som tidligere var partipolitiske konflikter mellem CPI(M) og TMC, udspiller sig nu i stedet som fraktionskonflitker indenfor TMC. Desuden viste valget i Kanthi Dakshin, at BJPs fremgang sker netop på bekosting af venstrefløjen, ikke af TMC. Alt venstrefløjen sidder igen med er radikal politisk retorik fra toppen, mens det græsrodsfundament, som skulle omsætte retorikken til pragmatisk praksis er forsvundet. Det virker utænkeligt, at denne process kan reverseres indenfor en overskuelig fremtid, om overhovedet.

For det tredje, så er BJP på vej til blive den anden pol i et bipolært politisk system. Modi er populær blandt mange, og BJP har både resourcer til og interesser i at erobre Bengalen. Mens BJP tidligere har prøvet at vinde indpas i Bengalen ved at tilpasse sin hardcore hindutva-retorik til de lokale forhold – for eksempel ved at nedtone den politiske brug af den i bengalernes øjne noget suspekte Ram, og i stedet fremhæve kendte Bengalske ikoner som Vivekanda og Tagore – tager man denne gang ingen sådanne hensyn. Nu fejrer man Ram Navami med trukne sværd og machete, kombineret med hidsig anti-muslimsk retorik, og hadske anklager mod Mamata Banerjee for ”minority appeasement”. Dette er en velkendt opskrift fra BJPs side, og en sådan retorik kan nok finde en vis genklang, for den fjerdel af befolkningen som er muslimer støtter i al hovedsag TMC. Og, hvis BJP har held med at polarisere delstaten langs religiøse linjer, skal man ikke se bort fra, at vi kan se en øgning i såkaldte ”communal riots” i tiden fremover. Men, som det nylige valg i Uttar Pradesh viste os, så er det BJPs uovertrufne og meget detaljerede mikro-management af valg på lokalt niveau, der er udslagsgivende. I Vestbengalen er man formentlig endnu ikke i stand til at reproducere successen fra Uttar Pradesh. Men, at der arbejdes på sagen, kan der ikke være tvivl om.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*