India til urnene: Uro i Goas hindutva-lejr

Goa er en vigtig stat for BJP. På nær Punjab, hvor man er lillebror i en koalitionsregering med Shiromani Akali Dal, er Goa den eneste af de fem delstater, som snart går til valg, hvor BJP sidder ganske tungt på magten fra før. Goas tidligere førsteminister Manohar Parrikar blev i 2014 håndplukket af Modi selv til at lede forsvarsministeriet; og ingen ringere end BJPs tidligere præsident Nitin Gadhkari er hovedansvarlig for partiets anliggender i staten. Et nederlag hèr vil derfor være særdeles uvelkomment; der er med andre ord meget prestige på spil, også selv om Goa er landets mindste delstat. Men der er interne uroligheder i Hindutva-lejren

I tillæg til BJP består Goas hindunationale fløj af flere mindre aktører. Shiv Sena, som vi ellers kender bedst fra Maharashtra og Mumbai, har en tilstedeværelse, omend den er ganske begrænset. Og det ser ud til, at den dårlige stemning, som gradvist er opstået mellem BJP og Shiv Sena i Maharashtra, har fundet vej til Goa. Da Shiv Senas præsident Uddhav Thackeray startede sit partis kampagne i Goa i oktober, snakkede han således om, hvordan et magtsygt BJP havde udnyttet og misbrugt Shiv Senas loyale støtte i jagten på egen magt og indflydelse. Derfor ville man bekæmpe BJP i Goa, sagde Thackeray.

Umiddelbart burde den slags trusler ikke give BJPs lederskab i Goa mange søvnløse nætter, for Shiv Sena er som sagt en marginal aktør. Men siden oktober er der sket ting og sager. Et nyt parti, Goa Suraksha Manch (GSM), har set dagens lys, og bag dette står den rebelske RSS-leder i Goa, Subhash Velingkar. RSS er hindutva-familiens kerneorganisation, og Velingkar er utilfreds med, at BJP-regeringen i Goa ikke har gjort nok for at fremme brugen af morsmål (og ikke engelsk) i skolerne; derfor går han nu til valg for at besejre BJP. Han har også forladt RSS og har i stedet dannet sin egen gren af RSS i Goa. Efter sigende har flere hundrede RSS-medlemmer gjort ham følge. Interne stridigheder i RSS, som tilmed udspiller sig i fuld offentlighed og i alle medier, er ikke hverdagskost. Dog udgør GSM i sig selv ingen trussel mod BJP; men tingene stopper ikke her.

For som om dette ikke var nok, så har BJPs regeringspartner gennem de senere år, Maharashtrawadi Gomantak Party (MGP), nyligt bestluttet sig for at forlade alliancen. MGP var for 50 år siden det vigtigste parti i Goa med betydelig opslutning blandt ikke-brahminske hinduer. Siden er det gået ned ad bakke, og MGP har mistet mange stemmer til BJP. Men man er endnu ikke reduceret til nogen helt ubetydelig politisk småfisk. I 2012 fik man ca. seks procent af stemmerne og vandt tre pladser i delstatsparlamentet, og i lyset af den partipolitiske fragmentering som Fokus India tidligere har skrevet om, kan man selv med bare tre folkevalgte opnå mærkbar indflydelse. Nu har MGP så indgået en valgalliance med netop Shiv Sena og GSM, noget som samlet set bør give panderynker i BJP. For i et tilsyneladende tæt valg som dette, har man brug for at holde på sine kernevælgere. Og det er netop BJPs kernevælgere, den nye alliance er ude efter.

GSM-MGP-Shiv Sena alliancen brugte den portugisiske statsminister Antonio Costas nylige besøg til at lange ud efter den tidligere kolonimagt. Man krævede en undskyldning for fortidens koloniale synder; forlangte det portugisiske konsulat i Goa lukket; og beskyldte sågar portugiserne for at have indført en ’engelsksproglig kultur’ i Goa. Antonio Costa har ellers sine familiære rødder i Goa, og besøgte da også sine forfædres hjem i Margao, som er den største by i det kristen-dominerede Salcete. Men for GSM-MGP-Shiv Sena er der ikke tale om nogen «happy homecoming». Snarere benyttede man lejligheden til at demonstrere sine nationale dyder, alt imens BJPs førsteminister Laxmikant Parsekar gik på høflighedsvisit hos Costa på det portugisiske generalkonsulat i Panjim, hvor han talte varmt om de gode og nære relationer mellem Portugal og Goa.

I det store billede er situationen i Goa en bagatel for BJP, som nok har fokus rettet mod de vigtige valg i Uttar Pradesh og Punjab. Men det kan meget vel tænkes, at de interne uenigheder man ser i RSS i Goa, og de deraf følgende konflikter mellem BJP og dele af RSS, på sigt kan vise sig at være symptomatiske for mere generelle problemer i Hindutva-lejren. Det er velkendt, at ikke alle i RSS er udelt begejstret for den politiske kurs, BJP så langt har udstukket under Modi. Gør BJP det dårligt i Goa og de fire andre delstater ved det kommende valg, således at Modi kan fremstå politisk svækket, kan de mere konservative elementer i RSS måske vejre morgenluft – også udenfor Goa. For nu kan BJP i Goa dog finde trøst i, at den ’sekulære’ lejr bestående af partier som Kongrespartiet, AAP og Goa Forward, fremstår lige så splittet som hindutvalejren. Det skriver Fokus India mere om senere.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*