India til urnene: Goas politiske mosaik

Som en del af serien "India til urnene" følger Fokus India valget i Goa over de kommende uger

0b029218-7cae-433c-80b5-7de0849fb63fDet politiske landskab i Goa er usædvalig fragmenteret. Delstatsforsamlingen er lille med bare 40 pladser. Per idag har BJP 21 af disse, mens Kongrespartiet har syv. Resten besættes af Goa Su-raj Party, Maharashtrawadi Gomantak Party, Goa Vikas Party, og nogle uafhængige kandidater. I tillæg går Shiv Sena, Aam Admi Party, Goa Forward, og endnu flere uafhængige kandidater i kulisserne og gør sig forhåbninger om at blive valgt.

Valgkredsene i Goa er små – der er under 50.000 indbyggere i hver, mens der fx i Uttar Pradesh er over en halv million – og i mange tilfælde kan så lidt som 1000 stemmer være udslagsgivende. I kombination med den høje fragmenteringsgrad kan dette teoretisk set give blod på tanden hos de uafhængige kandidater og småpartierne, som har en vis opslutning i bare en kreds eller to. Og givet den politiske fragmentering kan selv et parti med bare to pladser i delstatsparlamentet ende som kongemager.

Den politiske fragmentering har betydet, at det er yderst sjældent, at ét parti alene har haft magten i Goa. Skrøbelige koalitionsregeringer og hyppige, opportunistiske «defections» – særlig fra 1990erne – har givet stort ustabilitet. Som politologen Arthur Rubinoff lakonisk har bemærket: fra 1963 til 1989 havde Goa kun tre forskellige førsteministre; men alene i 1990 havde man fire! Fra 1990 til 2005 havde man ikke færre end 14 forskellige delstatsregeringer og mange forskellige førsteministre. Anklager om politisk korruption og opportunisme høres ofte blandt folk flest – ligesom mange andre steder i Indien – og inspireret af fortællingen om Ali Baba kalder folk ironisk sine folkevalgte for «de 40 røvere».

De senere år har der dog været mere stabilitet i regeringskontorene – siden 2005 har man oplevet syv år med Kongrespartiet og fem år med BJP, og bare fire forskellige førsteministre. Men mistankerne om omfattende korruption på højeste politiske niveau hænger ved. Ved seneste valg i 2012 var vælgerne for eksempel så trætte af den tilsyneladende gennemkorrupte Kongres-regering, at BJP, som fremstod som det tydeligste alternativ, kunne gøre et kanonvalg og sikre sig et parlamentarisk flertal. Som noget helt nyt gjorde BJP det også godt i det sydlige Goa, hvor en stor del af befolkningen er kristne. De kristne har traditionelt været skeptiske overfor BJP på grund af partiets minoritetsfjendtlige ideologi, men i 2012 var man så disillusionerede med Kongrespartiet, at mange gav BJP chancen. En del vælgere i Sydgoa forventes imidlertid nu at vende BJP ryggen igen. Kirken i Goa kommer med «retningslinjer» til de troende om, hvad de bør vægtlægge, når de skal sætte sit kryds på stemmesedlen. Af princip anbefaler kirken aldrig et bestemt parti eller en bestemt kandidat; men man har offentligt beklaget og fordømt de stadig stigende angreb på kristne kirker i flere dele af Indien de seneste år, dvs. i den periode BJP har siddet med magten i Delhi.

Den simrende utilfredshed med BJP blandt dele af vælgerkorpset åbner nye muligheder for nye partier som AAP og Goa Forward, for der er ikke meget der tyder på, at Kongrespartiet har vundet hele det tabte terræn tilbage. Der spekuleres nogen steder i, om tiden er moden til, at et «ægte» regionalt parti – et parti som er uafhængig af de nationale hensyn som både BJP og Kongrespartiet altid må tage, og som derfor kan repræsentere «Goas interesser» – kan slå igennem. Men det er ikke enkelt at se hvilket parti det skulle være, og et parti som AAP kan for eksempel ikke udfylde den rolle. BJP og Kongrespartiet ender uden tvivl med igen at være de to største, men der kan blive god plads og godt med spillerum til mindre aktører.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*