Jul i Nordøst

Julen giver BJP kvaler

meghalaya%20-%20christmas%20celebration%20in%20northeastMens resten af Indien markerer den 25. december som ’good governance day’, har man i Nagaland fået lov til at holde fri og fejre jul. Tidligere i december oplyste førsteminister T.R. Zeliang fra Naga People’s Front at han, sammen med de andre førsteministre fra de nordøstlige delstater, havde bedt centralregeringen om ikke at insistere på, at man skulle markere den 25. december som dagen for god regeringsførelse. I stedet skulle man lade folk (og de statsansatte) fejre jul i fred. Problemet med ’good governance day’ er ikke blot det uheldige sammenfald med juledag, men også at det er en almindelig arbejdsdag for de statsansatte. Og de forventes at bruge dagen på at arrangere diverse aktiviteter eller markeringer på skoler, gymnasier, højere uddannelsesinstitutioner, eller i statslige kontorer rundt omkring. Men i Nagaland er 90 procent af befolkningen kristne, og de vil fejre jul på behørig vis. Over det meste af Indien er kirkerne utilfredse med placeringen af ’good governance day’ på juledag, noget som for eksempel Nagaland Baptist Church Council flere gange har givet udtryk for. I det nærliggende Arunachal Pradesh med 30 procent kristne har også Arunachal Christian Forum i stærke vendinger kommenteret dette.

Det var Modis regering, som i 2014 bestemte, at den 25. december i fremtiden skulle markeres som dagen for god regeringsførelse. Datoen blev valgt fordi det var tidligere statsminister Vajpayees fødselsdag, men beslutningen har ikke overraskende gjort livet vanskeligt for BJP i nordøst-Indien, hvor mange er kristne. Ikke bare er BJP i Nagaland blevet kritiseret af kirken for at blande sig i de kristnes religiøse liv, og for at træde på de kristnes følelser; man har også måtte indse, at det ville være mer end almindeligt vanskeligt at mobilisere folk til officielle fejringer af god regeringsførelse på selve juledag. Så for at undgå at ’good governance day’ bliver en total fiasko, har delstatspræsidenten for BJP har anmodet centralregeringen om at gøre et undtag for delstater med mange kristne, således at de kan fejre den gode regeringsførelse en anden dag. I Mizoram gik BJPs delstatspræsident endnu længre og forsikrede folk om, at i Mizoram ville man altid fejre jul og ikke ’good governance’ den 25. december. I Meghalaya har BJP allerede bestemt sig for at flytte ’good governance day’ til den 23. december, og også i Arunachal Pradesh har man forsikret folk om, at den 25. december først og fremmest er juledag.

Mens de lokale BJP-afdelingers bekymringer er forståelige nok, kunne NDA-regeringen i Delhi i teorien sagtens tillade sig at sidde nordøstens klager overhørigt og have insisteret på, at hele nationen den 25. måtte markere ’good governance day’. På nær Assam – som for øvrigt kun har meget få kristne indbyggere – er de nordøstlige delstater irrelevante på nationalpolitisk niveau. Men, det er samtidig et af de få områder, hvor Kongrespartiet fortsat nyder en vis grad af politisk inflydelse, og hvor de indehar førsteministerposter. Så hvis BJP skal gøre sig håb om at realisere sin vision om et ’Kongres-frit Indien’, kan man ikke tillade sig unødigt at støde de kristne vælgere fra sig, selv ikke i dette fjerne hjørne af landet. Derfor kommer julen også til nordøst på rette dato igen i år.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*