Selvmord

Bedømt ud fra mediedækningen skulle man tro, at indiske bønder topper selvmordsstatikken. Men det er ikke tilfældet, skriver Peter Mayer i en ny artikel i Economic and Political Weekly.

suicideSelvmord blandt indiske bønder er noget, der rapporteres flittigt i medierne, særlig i de indiske, men også i de internationale. Og for mange anti/alter-globaliserings aktivister er de mange selvmord blandt bønder nærmst blevet et ikonisk eksempel på den skade, neoliberale økonomiske reformer har påført det indiske samfund. Men det store fokus på selvmord blandt bønder skygger for et endnu større problem, skriver Mayer: selvmord blandt husmødre.

Men først nogle (omstridte) tal: hver dag tager over 300 indere sit liv. Det giver et godt stykke over 100.000 selvmord om året. Det er store tal, og det er tal, der skal tages alvorligt. Men den eneste meningsfulde måde at sige noget om selvmord på, er ved at tale om selvmordsrater frem for absolutte selvmordstal. Gør man det, så bliver spørgsmålene for eksempel: er Indien et mere selvmordsramt land end andre lande? Og, er visse kategorier af indere mere selvmordsramt end andre? Dette kan intuitivt synes som en noget kynisk måde at anskue selvmord på, for pointen bliver da, at man ikke umiddelbart skal lade sig chokere af, at der i absolutte tal er mange indiske bønder, som vælger at tage sit eget liv, al den stund, at antallet af indiske bønder er højt. Måske derfor er dette relative blik på selvmord, og særligt selvmord blandt bønder, stort set fraværende i den indiske debat.

Hvorvidt Indien ligger højt på det globale selvmordsindeks er en omstridt sag. Det spørgsmål, Mayer prøver at besvare, er imidlertid, hvorvidt indiske bønder er mer selvmorsramte end andre samfundsgrupper. Dette er ikke noget enkelt spørgsmål at besvare. Dels mangler man tal; de tal, man har, er usikre; og ens kategorisering af folk påvirker i den grad de svar, man får. Men, skriver Mayer, sammenligner man ’bønder’ med ’husmødre’, er der ganske klare indiskationer på, at selvmordsraten blandt sidstnævnte er meget højere. Selvmordsraten blandt indiske husmødre var, ifølge Mayers tal, i 2014 ca. dobbelt så høj som blandt bønder (13,3 per 100.000 mod 6,3 per 100.000), og i absolutte tal ca. 3,5 gange så stort. Og i næsten alle Indiens større delstater – med undtagelse af en lille håndfuld – har ’husmødre’ en højere selvmordsrate end ’bønder’. Dette gælder sågar hvis man disaggregerer kategorien ’bønder’ efter køn. Dvs. ’husmødre’ har en højere selvmordsrate end både ’mandlige bønder’ og ’kvindelige bønder’. I både absolutte og relative tal er fænomenet selvmord blandt husmødre altså et langt større problem end selvmord blandt bønder, men der skrives vældig lidt om det, og det er ikke et nær så politiseret tema. Hvorfor er det sådan?

Svaret er sammensat, og Mayer berører kun en lille del af det. Men det er til gengæld en interessant del. Når medierne skriver om selvmord blandt bønder, gøres det ofte gennem simple, monokausale fortællinger, der lokaliserer årsagen i økonomisk nød og forgældelse. Disse kobles igen til forskellige dimensioner af liberaliseringen af den indiske økonomi: færre subsidier, øget konkurrence, GMO, højere priser på input, etc. Når dette (altså liberalisering/globalisering) ses som den egentlige årsag til selvmord blandt bønder, bliver løsningen på selvmordsproblemet tilsvarende simpel: mindre liberalisering, mindre globalisering, mere stat. Imidlertid ved vi, siger Mayer, at psykiatriske faktorer og depression generelt spiller en stor rolle i forbindelse med suicidale tendenser. Sådanne faktorer kan være med til at forklare den høje selvmordsrate blandt husmødre, og de er ligeledes vigtige blandt bønderne, sammen med for eksempel narkomani og andre former for misbrug. Et godt svar på de mange selvmord kan defor være et bedre offentligt sundhedstilbud på landet, og da særlig et bedre tilbud indenfor psykiatri og mentalhelse. Dette skal ikke ses som et svar, som frikender neoliberalismens påvirking på landbruget, eller som trivialiserer selvmord blant indiske bønder, for det er ganske velunderbygget, at specielt forgældede småbønder, som primært dyrker salgsafgrøder til et meget ustabilt marked, har en højere selvmordsrate end ellers. Snarere skal det ses som et mer sammensat svar på et sammensat problem, som rammer andre end bare de indiske bønder, og som fører til titusindvis af ulykkelige og unødvendige dødsfald hvert år.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*