Derfor tabte BJP i Bihar

Røgen efter valget i Bihar sidste efterår er ved at have lagt sig, og nu begynder de første, mere dybdegående analyser af BJPs nederlag at se dagens lys

Lalu-nitishHele det politiske Indien fulgte med, da Bihar gik til stemmeurnerne i oktober og november sidste år. For blot få år siden ville det have virket utænkeligt, at BJP i Bihar skulle kunne udfordre en koalition bestående af Nitish Kumar og Lalu Prasad Yadav, men da valgkampen gik ind i sin afgørende fase, lå BJP an til sejr. Da stemmerne var talt, viste det sig imidlertid, at Lalu og Nitish Kumars “storalliance” havde vundet stort. Valget blev, med andre ord, definitivt afgjort under selve valgkampen. Hvad gik da galt for BJP? Den kendte Indiensforsker James Manor giver en række sammensatte svar på dette spørgsmål i en nylig artikel i Economic and Political Weekly, og ønsker man sig den fulde og hele forklaring, bør man læse hele artiklen selv. Hvad der imidlertid er særlig interessant er, hvordan statsminister Modis indblanding i valgkampen påvirkede BJPs valgresultat negativt. Her var, med andre ord, ingen Modi-bølge. Tværtimod.

Modi centraliserede BJPs valgkamp i Bihar ganske radikalt, skriver Manor. Det var Modi og hans store valgmøder, som stod i fokus, alt imens at Amit Shah styrede slagets daglige gang ovenfra og ned. Denne formel var ingen success. For det første så afskar den de to ledere fra værdifuld information fra partiets græsrødder og lokale ledere, som kunne have fortalt Shah og Modi, at Modis vedvarende udfald mod Nitish Kumars “development record” ikke blev vel modtaget af vælgerne flest. Men informationsstrømmen gik overnfra og ned, og ikke vice versa.

For det andet, så måtte Modi – som BJPs eneste “star campaigner” – påtage sig den umulige opgave at håndtere både Lalu og Nitish Kumar, som sig i mellem havde en klar rollefordeling: Nitish Kumar som statsmanden, og Lalu som den provokerende bulldog. Modi lod sig lidt for ofte provokere af Lalus mange udfald og slog tilbage med tilsvarende spydigheder. Resultatet var, at det var Nitish Kumar og ikke Modi, som fremstod som den egentlige statsmand og gentleman. Et andet resultat var, at middelklasen i Bihar i højere grad endte med at stemme på “storalliancen” (39 procent) end på NDA (36 procent).

For det tredje, så var også BJPs udvælgelse af kandidater meget centraliseret. Det førte til mange dårlige eller upopulære kandidatvalg, alt for mange højkastekandidater, og demoraliserede græsrødder. For det fjerde, så udpegede BJP ingen kandidat til førsteministerposten. Havde de for eksempel udpeget det oplagte valg, Sushil Modi, i god tid før valgkampen, så kunne de med god grund have gjort krav på en del af æren for de fremskridt, der er sket i Bihar i årene under Nitish Kumar, hvor Sushil Modi var viceførsteminister fra 2005 til 2013. Den mulighed lod man gå fra sig, hvorfor man endte op med højlydt og vedvarende at kritisere udviklingen i Bihar under Nitish Kumar, som ellers bliver oplevet som positiv af svært mange vælgere. For det sjette, da Shah og Modi endelig blev klar over, at tingene ikke gik som planlagt, var det umuligt at skifte kurs: Med alt for mange højkastekandidater kunne man ikke rigtig appelere til vælgerne med udgangspunkt i deres kaste; og når man havde kritiseret Nitish Kumars “development record” sønder og sammen, var det umuligt at vende om på en tallerken og pludselig kræve æren for den uden at se tåbelig ud. I stedet prøvede man at polarisere vælgerne langs religiøse linjer, men det fungerede ikke, som det for øvrigt sjældent gør i Bihar, modsat i nabostaten Uttar Pradesh.

Konklusionen er, at dette langt på vej var et valg, som BJP kunne have vundet, men som de endte med at tabe – ikke på trods af, men delvist på grund af Modi og Shah. Snart går de politisk tunge delstater Vestbengalen, Kerala og Tamil Nadu til valg, og siden ingen forventer, at BJP vil gøre nogen stor figur nogen af disse steder, kan det meget vel tænkes, at Modi og Shah vil bruge anledningen til at holde sig lidt i baggrunden, om ikke andet så for at undgå flere ridser i lakken

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*