På vej mod valg i Vestbengalen

Det handler om industrialisering. Igen.

Buddhadeb Bhattacherjee, former Chief Minister of West Bengal at the left protest rally demanding new Industries and work at Singur on Saturday. The 190 km long march started from Singur Sanapara to Salboni West Midnapore. Express photo by Subham Dutta. 16.01.16

Der er ikke mere end et par måneder, til der skal være delstatsvalg i Vestbengalen. Som flere andre steder i Indien ser dampen også her ud til at være gået af Hindutva-maskinen, og derfor ser vi det regerende Trinamul Congress (TMC), og oppositionen anført af de marxistiske kommunister (CPM), i de to hovedroller. Sådan har det været i snart 20 år, og sådan bliver det igen i år.

Valgkampen er allerede godt igang, men indtil nu har den mest af alt lignet en gentagelse af valgkampen fra 2011, hvor 34 år med kommunistisk styre i Vestbengalen kom til vejs ende; eller af den fra 2006, hvor CPM gjorde måske sit bedste valg nogensinde. For den gang som nu handler det meste om industri.

I 2006 gik CPM med Buddhadeb Bhattacharya i spidsen til valg på at bringe masser af nye industrielle arbejdspladser til delstaten. «Landbruget er vores fundament, industri vores fremtid», proklamerede man dengang. Resultatet var katastroferne i Singur og Nandigram, og i 2011 et sviende valgnederlag til Mamata Banerjee, som lovede vælgerne «industry with cheers, not tears». Nu er timen så kommet, hvor Mamata Banerjee må prøve at overbevise i al fald nogen af sine vælgere om, at der er kommet skub i den industrielle udvikling i hendes regeringsperiode. Der er ingen tvivl om, at hun har brugt meget tid på at gøre sig interessant for Indiens industrielle elite i håb om at få dem til at investere sparepengene i Vestbengalen. Blandt andet har hun netop afholdt det andet «Bengal Global Business Summit», som efter sigende resulterede i løfter om investeringer for hele INR 250.000 crore. Det er ikke småpenge. Men ifølge oppositionen bliver sådanne løfter stort set altid ved løfterne, og reelle investeringer har der været for få af.

I denne sammenhæng har den forhenværende førsteminister Buddhadeb Bhattacharya, som ellers stort set stod alene og udskældt tilbage med aben efter fiaskoen i 2011, pludselig fået et politisk comeback. For et par dage siden var han hovedtaler ved et stort CPM-møde i Singur, hvor han proklamerede, at hvis hans parti kom til magten i 2016, ville man sørge for at få industrier til Singur, således at Tata Motors forlængst forladte bilfabrik langt om længe kunne blive brugt til noget fornuftigt. Han tilføjede, at landbruget i sig selv ikke kunne sikre alle de jobs, der var behov for for at beskæftige delstatens mange højtuddannede ungdommer. Dette er, ord for ord, det eksakt samme argument han brugte for ti år siden da han – forgæves – forsøgte at overbevise delstatens vælgere om, at industrialisering (med tilhørende landekspropriering) var vejen frem. Men rollerne er nu alligevel byttet om: I 2011 var det Mamata, der brugte Singur til at vippe CPM af pinden; nu er det omvendt.

Som i 2011 kan også Congress denne gang få en rolle, som er meget større, end den partiets vælgeropslutning egentlig tilsiger. I 2011 var man i valgalliance med TMC. Den nød man godt af og gjorde et godt valg; men alliancen holdt ikke længe, og siden har TMC kørt sololøb. Nu overvejer Congress så, om man skal indgå en alliance med CPM i forkant af valget senere i år. «Slå jer sammen med os … alle partier må arbejde sammen for at besejre denne udemokratiske regering», sagde Buddhadeb i Singur, direkte henvendt til Congress. Congress er stadig i tænkeboks, men set fra TMC’s synspunkt udgør en CPM-Congress alliance en noget større trussel end et BJP, som ikke længere har helt så meget vind i sejlene. Den seneste indikation på det fik man for bare et par måneder siden, da BJP gjorde en skuffende figur ved en række byrådsvalg, inklusiv i Kolkata. Nogen mener, at BJP vil få store vanskeligheder med at vinde bare 10 af de næsten 300 pladser i delstatsparlamentet.

Banen er altså kridtet op til en valgkamp, der på mange måder vil ligne en gentagelse af dem, vi har set de sidste ti år. Eller mer. For lige siden Vestbengalens industrielle deroute begyndte i 1950erne, har man diskuteret, hvordan man kan få reverseret trenden. De sidste ti år har vi lært, at den slags strukturelle problemer ikke umiddelbart løses af, at der skiftes ud i førsteministerkontorene.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*