Sorte penge

Indien er nummer fire i verden, hvad angår omfanget af sorte penge, som forlader landet. Men det står alligevel ikke så galt til, som man skulle tro

03-1435920133-black-money-listMan har de sidste år kunnet læse meget om de store summer, som formuende indere efter sigende af skattemæssige og andre årsager gemmer af vejen i oversøiske banker – og da tilsyneladende specielt i Schweiz. Disse omtales typisk som ’black money’, altså sorte penge, og fra tid til anden er der i politiske kredse snak om, at nu vil man gøre en ekstra indsats for at få disse penge ’hjem’, således at de kan blive brugt på for eksempel øget velfærd, eller mindre budgetunderskud. Selv statsminister Modi har snakket om dette fra tid til anden. Og der er da også snak om betydelige summer.

Ifølge en ny rapport med titlen Illicit Financial Flows from Developing Countries: 2004-2013 cirkulerer der globalt sorte penge rundt svarende til mer end en trillion dollar. Det er ikke småting. Rapporten er forfattet af den Washington-baserede tænketank Global Financial Integrity, og på deres liste over de største syndere ligger Indien på fjerdepladsen. I gennemsnit er der i perioden 2004 til 2013 forsvundet, hvad der svarer til 51 millarder dollar om året ud af den indiske økonomi, i form af skatteundragelse, korruption, og andre kriminelle og ulovlige aktiviteter. Det svarer cirka til et styk indisk forsvarsbudget – hvert eneste år. Utrolig nok udgøres hele 83 procent af den globale trilliard, der hvert år ‘forsvinder’, af såkaldt ’trade misinvoicing’, altså ulovlig handel, eller handel, hvor der svindles med fakturaen. Ja, ifølge rapporten drejede 100 procent af Indiens ’illicit financial flows’ sig i 2012 og 2013 om ’trade misinvoicing’, hvordan det nu end går an at fastslå noget sådan med så stor præcision.

Listen toppes af Kina med et gennemsnitligt årligt ‘outflow’ på 139 millarder dollar for hele perioden, et beløb som toppede i 2013, hvor Kinas ‘outflow’ var over 250 millarder dollar. Rusland er på andenpladsen, Mexico nummer tre, Indien altså nummer fire og Malaysia nummer fem. Bangladesh er nummer 26, Sri Lanka nummer 53, Nepal nummer 86, og Pakistan nummer 109.

Sætter man top fem i relation til indbyggertal, rykker Malaysia op som nummer et, med Rusland som nummer to og Mexico som nummer tre. Sætter man imidlertid ’outflow’ i relation to BNP, ser det dog noget anerledes ud. Rapporten opererer med en slags geografisk ’varmekort’, hvor man kan se, hvor stor en del af BNP, der hvert år forsvinder på ulovlig vis. På det kort er det Bangladesh, der er den slemme dreng i den sydasiatiske klasse, mens både Indien, Nepal, og Sri Lanka kommer ganske så middels ud. Afghanistan og Pakistan fremstår i den sammenhæng som de rene engle og kommer bedre ud end for eksempel de fleste østeuropæiske lande. De ’varmeste’ lande på kortet er lande som Kasakhstan, Hviderusland, Cambodia, Laos, Syrien, Namibia, Botswana og Zambia, med flere.

Der er altså noget om snakken, når indere taler om de mange sorte penge, der hvert år forsvinder ud af landet. Men i det store globale billede står det ikke specielt dårligt til – hvis man eller skal tro Global Financial Integrity…

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*