Frimærkepolitik

Snart kan det være slut med Indira og Rajiv Gandhi på de indiske frimærker.

350x350_IMAGE44193124I en artikel om frimærkernes symbolik fra 1984 skrev historikeren Donald Reid, at frimærker er en strålende primærkilde til de symbolske beskeder, som diverse regeringer prøver at kommunikere til deres borgere og til verden. Hvis det stemmer, så er BJP-regeringens nylige beslutning om, at Indira og Rajiv Gandhi snart ikke længere skal være på de indiske frimærker, en klar besked om, at dynastiets tid er forbi.

De første frimærker, som det selvstændige Indien udgav, var fyldt med symboler, der spillede på den nylig vundne nationale autonomi, skriver antropologen Robert Newman. Ashokas Søjle, nationalflaget, og en 4-motors flyver, var motiverne på nogen af de første, alle akkompagneret af ”Jai Hind” i devanagari. Gandhi var selvfølgelig også med fra starten.

Kort efter kom templerne i Bodhgaya og Bhubaneshwar, og i 1952 en hel serie med ”Saints and Poets” med Tagore, Tulsidas og Kabir, blandt andre. I 1955 kom en omfattende serie med motiver relateret til femårsplanen; og i 1957 to mærker til minde om ”the Indian mutiny”. Alt sammen tungt historisk-politisk og nationsbyggende stof, med andre ord.

Senere blev motiverne betragtelig mer mangeartede, og Indien skabte sig en tradition for at udgive mærker med berømte (afdøde) indiske personer. Også internationale koryfæer kom på mærkerne, som for eksempel Max Müller, Eleanor Roosevelt, Lincoln, Martin Luther King, Lenin, Chaplin og Gorky.

I lyset af det er der intet odiøst i, at man nu fra regeringshold har besluttet at udvide det aktuelle frimærkepersongalleri med folk som SP Mukherjee, Deendayal Upadhyay, Sardar Patel, Shivaji og Vivekananda. Dette er ikke nye motiver, for alle har de været på mærkerne før. Men mens de tidligere oftest har optrådt på særlige ”mindefrimæker” (commemorative stamps), bliver de denne gang en del af den regulære serie til hverdagsbrug (definitive stamps). Selvfølgelig er det tankevækkende, at dette er folk, som BJP og dets søsterorganisationer nærer en vis beundring for; men også socialisterne og de revolutionære skal få sit i form af nye mærker med Netaji, Bhagat Singh, Lohia og JP Narayan – som for resten alle også har været på mærkerne før.

I praksis er planen at afvikle den såkaldte ”builders of modern India” serie, som har eksisteret siden 2008, og erstatte den med en ny serie af ”definitive stamps” kaldt ”makers of India”, som måske swinger en anelse bedre med ”make in India”? Uanset, så har man tilmed spurgt den filatelistiske rådgivningskomité til råds i forkant, og valget af motiver er ikke egentlig opsigtsvækkende. Det er derimod beslutningen om, at Indira og Rajiv Gandhi ikke længere er med.

Det var BJPs kommunikationsminister Ravi Shankar Prasad, som forklarede, at tiden var moden for at skabe en mere ”inkluderende” frimærkeserie fordi det ikke var retfærdigt, at én familie skulle løbe med al æren og opmærsomheden. Den nye serie skal, sagde han, afbilde alle de store personligheder, som var en del af den anti-koloniale kamp – inklusiv Nehru og Mahatma Gandhi, for resten – uafhængig af ideologi. Den underliggende besked er selvfølgelig, at mens Nehru, Patel og Netaji var store nationsbyggere, var Indira og Rajiv Gandhi bare helt normale statsministre. Kongrespartiet har som ventet taget dette ilde op. Partiets talsmand Anand Sharma har kaldt beslutningen ”en fornærmelse mod historien” og krævet en undskyldning. Det kan ligne en overreaktion, men frimærkesagen er bare det seneste udslag af BJPs mer overordnende strategi med at fjerne Nehru-Gandhi dynastiet fra det symbolske landkort: priser om Indira Gandhi Rajbhasha Puruskar er nu Rajbhasha Kirti Puraskar; Rajiv Gandhi Rashtriya Gyan-Vigyan Maulik Pustak Lekhan Puraskar er nu blevet til Rajbhasha Gaurav Puraskar; velfærdsprogrammer som Indira Awaas Yojana skal vist nok blive til National Gramin Awas Mission; og så videre.

At forsvare dynastiets ære og værdighed er en rygmargsrefleks i Kongrespartiet, og reaktionen var vel forventet. Men hvorvidt den bliver tolket som et legitimt forsøg på at sikre Indira og Rajiv Gandhi den plads i indisk filateli, som deres indsats for moderlandet berettiger til, er et åbent spørgsmål. Det er fuldt muligt, at andre vil tolke det som udtryk for en lidt desperat tilbageskuende holdning i et parti som, i manglen på en klar agenda for fremtiden, klynger sig til fortidens tabte storhed og trivielle symbolsager.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*