Kongrespartiet samler tropperne

Kongrespartiet samlede i går sine førsteministre og det meste af det centrale lederskab i Delhi for at diskutere, hvordan man skal genfinde fodfæste i det politiske landskab.

congDet sviende valgnederlag i 2014 har taget hårdt på Kongrespartiet. Et helt år skulle der gå, før man fik samlet tropperne – dvs. det central lederskab og partiets ni genværende førsteminstre – til en koordineret diskussion om, hvordan man skal genetablere partiet som en central aktør i indisk politik. Men at finde en god løsning på partiets problemer er ingen nem opgave. Det er nemlig et stort tabt tærren, der skal genvindes.

I 2014 gik man fra en opslutning på 28,55 procent fem år tidligere til bare at få 19,3 procent af stemmerne. Det kastede 44 mandater af sig, mod 206 i 2009. På bare fem år havde man altså mistet cirka hver tredje vælger og næsten 80 procent af sine parlamentsmedlemmer. Og på delstatsniveau står det ikke stort bedre til. Suhas Palshikar ved Savitribai Phule Pune University har inddelt de indiske delstater i tre kategorier: 1) “Kongres-delstater”; 2) “delstater med en Kongres-tilstedeværelse”; og 3) “ikke-Kongres delstater”. De fleste delstater hører hjemme i kategori 2, dvs. at Kongrespartiet har en signifikant tilstedeværelse. Men problemet er, at når en delstat først er havnet i kategori 2, så er chancen for, at den med tiden ender op i kategori 3 større end chancen for, at den rykker op i kategori 1. Og ser man på, hvilke delstater, der pt. er at finde i kategori 1, er det ikke just imponerende læsning: Manipur, Assam, Arunachal Pradesh, Meghalaya, Mizoram. Indisk politik er definitivt inde i en post-Kongres-era; og blandt andet derfor hævder Palshikar, at Kongrespartiet for tiden befinder sig i sin tredje og mest kritiske livsfase: overlevelsesfasen.

Det var Sonia Gandhi som i går åbnede “Congress Chief Ministers’ Conference” i Delhi. I sin tale brugte hun det meste af tiden på at kritisere den siddende NDA-regering og statsminister Modi, som ifølge hende (og mange andre) er i gang med at dekonstruere den velfærdsstat, som Kongrespartiet har bygget op over mange år. De fleste af UPAs rettighedsbaserede ordninger udhules; offentlige investeringer i velfærd og fattigdomsbekæmpelse reduceres; magten centraliseres; civilsamfundet og domstolene er under pres; og samfundet er i stigende grad præget af frygt, sagde hun. Dette er utvivlsom en diagnose med en høj grad af sandhedsindhold. Men kuren var mindre klar. Man ville bruge mødet på at lytte til indspil fra partiets ni førsteministre (fra Kerala, Assam, Karnataka, Himachal Pradesh, Uttarakhand, Arunachal Pradesh, Meghalaya, Mizoram og Manipur); undersøge i hvilket omfang man lokalt havde haft success med at leve op til de løfter, man havde givet vælgerne; og forbedre sine “kommunikations- og marketingevner”. I tillæg sagde Sonia Gandhi, at man i lyset af NDA-regeringens fremfærd måtte “stoppe op, reflektere, og komme med et passende modsvar”. Sandsynligvis har man allerede stoppet op længe nok, bedst eksemplificeret ved vicepræsident Rahul Gandhis 56-dage lange orlov fra februar til april. Tiden kræver politisk handling, og som Sonia Gandhis diagnose af NDA-regeringens første år ved magten viser, så bør der være et betydeligt politisk mulighedsrum for at sætte BJP under pres og markere Kongrespartiets egne standpunkter. Men det forudsætter, at man har nogle standpunkter at markere, og at man kan få solgt dem på rette vis – noget Modi jo netop var så god til sidste år. Så når man for alvor skal i gang med at relancere partiet som et seriøst alternativ, vil det være en god ide at være sig meget bevidst på, hvilket vælgersegment man primært vil appelere til. For de stemmer, Kongrespartiet nu en gang høster, fordeler sig ganske jævnt på alle sociale lag og grupper: højkaster, OBC, Dalits og Adivasier. Kun blandt muslimerne har man over middels tilslutning. Partiet har altså intet tydeligt socialt fundament, og i det indiske valgsystem dur det ikke.

Det er ikke let at være Kongrespartiet i en post-Kongres era. Vejen tilbage til politikens centrum bliver lang og sej; og det er ikke givet, at rejsen ender lykkeligt.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*