Karunanidhi 92

Den tamilske politiker Karunanidhi fylder 92 i dag. Et langt liv i indisk politik lakker mod enden, og Karunanidhi siger, at han ikke ønsker sig en ny periode som førsteminister i Tamil Nadu. Var der valg i dag, ville han næppe få tilbudet uanset.

10433103_998793863466152_1781344548436040710_nFå levende indiske politkere kan matche Karunanidhis CV. Han var en af medstifterne af det tamilske parti DMK i 1949; blev valgt til delstatsforsamlingen første gang in 1957; har været partileder siden 1969, det år han også for første gang blev førsteminister i Tamil Nadu; og i alt har han været førsteminister i næsten 20 år fordelt på fem perioder, senest fra 2006 til 2011. I forbindelse med 92-årsdagen har partiet oprettet et særligt telefonnummer, via hvilket partistøtter kan sende gratulations-sms’er til partilederen; og Karunanidhi er også at finde på twitter, google+ og facebook, hvor hans side har over 350.000 likes. Men årets fødselsdagsfejring foregår i de lange skygger af, hvad der ligner en vedvarende politisk krise for DMK.

Ved seneste delstatsvalg i 2011 fik DMK bare 31 ud af 234 pladser, og hvad værre var, så var afstanden op til det vindende AIADMK mer end 12 procentpoint. Tendensen havde ikke vendt i 2014. Ved det nationale valg mistede man alle sine 18 pladser i Lok Sabha og måtte se ærkerivalen AIADMK stikke af med hele 37 af 39 mandater fra Tamil Nadu. Afstanden mellem de to partier var her vokset til hele 21 procentpoint. Det er ikke unormalt, at der kan ske meget store vælgersving mellem de to store dravidiske partier over relativt kort tid; men at AIADMK næsten havde fordoblet afstanden til DMK mellem 2011 og 2014 – en periode hvor AIADMK var ved magten i Tamil Nadu, og hvor man derfor ville kunne forvente noget metaltræthed og dermed en mindre vælgerflugt – var et meget dårligt tegn for DMK.

Man øjnede dog potentielt lys for enden af tunnellen da AIADMKs førsteminister Jayalalithaa senere i 2014, i forbindelse med en gammel korruptionssag, blev idømt fire års fængsel, måtte gå af som førsteminister, og blev udelukket fra at stille til valg i ti år. For hvad ville AIADMK være uden Jayalalithaa? Inden man havde fået set sig om, var Jayalalithaa dog blevet frikendt af højesteretten i Karnataka i maj i år, og for knap to uger siden var hun tilbage i førsteministerstolen igen. Så snarere end at booste DMKs chancer kan det tænkes, at AIADMK kommer stærkere ud af Jayalalithaas ufrivillige ophold på hotel gitterly. For ‘uretmæssig’ fængsling af populære ledere kaster ofte sympatistemmer af sig på kort sigt.

I tillæg har DMK vedvarende interne problemer. To af Karunanidhis sønner, MK Stalin og MK Alagiri, har gennem lang tid været bitre rivaler. Begge ønsker at sætte sig i faderens stol, men der er kun plads til en. Karunanidhi har dog for flere år siden kundgjort, at det er Stalin, som skal følge ham. Og med farens støtte står Stalin står stærkt i partiet. Men han har rygte på sig for at omgive sig med korrupte og arrogante loyalister, noget som kan underminere moralen blandt partisoldaterne og føre til medlemsflugt – specielt hvis man ikke vinder magten tilbage ved det kommende delstatsvalg næste år. BJP er i gang med at ekspandere i Tamil Nadu, hvor man fik over to millioner stemmer i 2014. Og de ser ud til at gå målrettet efter DMKs græsrødder og ‘mellemledere’, angiveligt fordi de er et lettere bytte end AIADMKs ditto. Karunanidhis datter Kanimozhi er også i politik – hun sidder i Rajya Sabha, og mens hun ikke (endnu) har nogen offentligt udtalte ambition om at blive leder af DMK, klæber der vedvarende og meget belastende korruptionsanklager til hendes navn.

En rekord er dog indenfor rækkevidde for den aldrende Karunanidhi: Bliver han genvalgt som partileder ved næste valg i 2019, vil han tangere verdensrekorden for ‘længst tid som leder for et politisk parti’. Den rekord har Fidel Castro pt.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*