Mer om land – igen

IndiaLandIndustrySiden Indien for snart ti år siden blev ramt af en bølge af folkelige protester mod tvangsekspropriering af land, har de folkevalgte arbejdet på et nyt juridisk rammeværk for, hvordan land kan overføres fra landbruget til andre formål til gavn for alle parter. Dette er ikke nogen enkel opgave, for land er et politisk eksplosivt tema. Det har man specielt set de sidste par uger, hvor den nye – og ikke særlig mundret titulerede – Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement (Amendment) Bill, 2015, er blevet debateret i Lok Sabha.

Lovgivningsprocessen havde ellers tilsyneladende nået sit mål, da den forhenværende UPA-regering i 2013 fik vedtaget sin Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement Bill, 2013. Dette var kulminationen på en længere række af komplicerede forhandlingere med forskellige lovudkast til følge, som havde stået på siden 2007, hvor den folkelige modstand særlig mod ekspropriering for økonomiske frizoner og minedrift kulminerede. Loven fra 2013 havde til formål dels at sikre, at det ikke blev for besværligt for investorer og / eller staten at få tilgang til det land, de mente at have behov for; dels at sikre landejeres og andre berørte gruppers rettigheder til kompensation og rehabilitering. Desuden havde loven indbygget en række klausuler om samtykke og sociale og miljømæssige hensyn. Loven blev ikke just modtaget med entusiasme, hverken blandt bøndernes repræsentanter, civilsamfundet eller forretningslivet. Men den afspejlede trods alt en form for kompromis som man, omend noget modstræbende, kunne leve med. Som den nu forhenværende minister for rural udvikling, Jairam Ramesh, sagde dengang:

 

Industry associations are very apprehensive that it will jack up costs. Vocal sections of civil society feel that I have not gone far enough. I have to find a middle path. I have struck a balance … I feel satisfied that civil society is unhappy with the bill for not being progressive enough; industry is unhappy with the bill for being too progressive. If everyone is unhappy, then I think it is a good bill … If I have succeeded in displeasing Medha Patkar on the one side and CII / FICCI on the other, it means I have done something right

 

Men loven fra 2013 havde altså knap trådt i kraft, før den nyvalgte NDA-regering begyndte at lave den om. En række ganske omfattende ændringer, som stort set alle svækkede landejernes og andre berørte gruppers rettigheder, trådte i kraft 1. januar i år qua en såkaldt “ordinance”, altså en bekendtgørelse udstedt af regeringen via præsidenten, og udenom parlamentet – modsat en “bill” kan en “ordinance” nemlig træde i kraft umiddelbart og uden at spørge parlamentet først. Dette var ikke første gang, Modi gjorde brug af en “ordinance” for at føre sin politik ud i livet, og han er af kritikere blevet beskyldt for at drive et regulært “ordinance raj”, altså at regere udenom parlamentet. Dette kan synes paradoksalt, for NDA har jo solidt flertal i Lok Sabha; men det har de ikke i Rajya Sabha, så her kan man løbe ind i bitre nederlag, hvis man er uheldig. Til gengæld har en “ordinance” begrænset levetid og må før eller siden igennem begge parlamentets kamre, hvis den skal blive en blivende lov. Første hurdle blev passeret for godt en uge siden, da Lok Sabha stemte for de nye ændringer, omend også et par nye tillægsforslag – som tilsyneladende går imod “India Inc’s” interesser, som man siger – blev vedtaget. Mange oppositionspartier udvandrede før afstemningen, mens NDA-partneren Shiv Sena udtalte sig kritisk om loven og undlod at stemme. Til gengæld fik lovforslaget opbakning fra AIADMK, en tidligere NDA-allieret. Så måske er der her tegn på yderligere tilnærmelse mellem Modi og Jayalalithaa. Nu skal loven før eller siden igennem Rajya Sabha, og det blir ikke fuldt så nemt.

Midt i alle de juridiske og politiske detaljer skal man ikke glemme, at her er der store ting på spil. Land er nok den mest eftertragtede ressource i Indien idag: minedrift, naturressourceudnyttelse, “sand mining”, nye bydele, lejlighedkomplekser, boligspekulation, infrastrukturudvikling og industrialisering er sektorer i vækst; alle efterspørger de stadig mer land; og der er enorme summer at tjene for dem, som har brugsretten til rette jordlod på det rette sted og til rette tid. Den juridisk-politiske kamp om “Indiens land” bliver næppe mindre intens den kommende tid.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*