Indiens særlige delstater

india_map01Hvad har Arunachal Pradesh, Assam, Himachal Pradesh, Jammu & Kashmir, Manipur, Meghalaya, Mizoram, Nagaland, Sikkim, Tripura og Uttarakhand til fælles?

Jo, de er Indiens 11 special category states, en særlig kategori af delstater, som får positiv økonomisk særbehandling af den indiske stat. Denne kategori kommer man ind i via Indiens National Development Council, som kan tildele en stat denne særstatus på anbefaling fra Planning Commission. Og får man den, venter flere fordele. De 11 særlige delstater modtager hele 30 procent af den Normal Central Assistance som centralregeringen i Delhi bidrager med, mens de andre 18 delstater må dele de resterende 70 procent. De lyder måske umiddelbart ikke som nogen vældig skæv fordeling. Men det samlede befolkningstal i de 11 særlige stater er bare ca. 76 millioner. I de resterende 18 bor der over 1,1 milliarder mennesker. I tillæg kommer mange andre skattemæssige fordele; bedre muligheder for gældsslette; samt diverse økonomiske bidrag fra centralregeringen.

Hvorfor har man da en sådan ‘særlig kategori’ af delstater? Svaret et ikke så vældig forskellig fra svaret på, hvorfor man i det officielle Indien opererer med særlige kategorier af kaster – SC og OBC, for eksempel: Ligesom nogle kaster historisk har været socialt, politisk og økonomisk undertrykte, marginaliserede og forarmede – og derfor kan anses for at have et legitimt, særligt og akut behov for ekstra støtte og hjælp fra staten – er der også hele geografiske områder af Indien, som historisk set har været forarmede og marginaliserede i forhold til landets generelle økonomiske vækst og udvikling. De kan derfor anses for at have et særligt behov for statslig støtte. Selve begrebet special category state blev indført i 1969. Dengang var der kun tre af slagsen, nemlig Assam, Jammu & Kashmir og Nagaland. Resten er kommet til siden.

Fælles for de 11 delstater i denne særlige kategori er, at de befinder sig i den indiske periferi, geografisk set; de er stort set fattige på naturressourcer; og de mangler helt grundlæggende fysisk og social infrastruktur. Disse forhold giver et dårligt grundlag for økonomisk vækst, blandt andet på grund af meget høje produktionsomkostninger og høje transportomkostinger. Og alt andet lige er det meget mer omkostningstungt og strævsomt at drive for eksempel et godt offentligt sygehus i det ydre Manipur end i det sydlige Haryana. Som Govind Bhattacharjee skriver i et nyligt nummer af Economic and Political Weekly, så kan man se de ‘særlige delstater’ som ofre for uheldige historiske, geografiske, økonomiske, og styringsmæssige omstændigheder.

Det er som sagt Planning Commission som i bund og grund bestemmer, hvilke delstater, der kan få tildelt denne særstatus. Planning Commission lægger fem forskellige kriterier til grund for denne tildeling: (1) delstaten skal ligge i bjergrigt eller vanskeligt tærren; (2) den skal have lav befolkningstæthed og / eller en betragtelig andel Adivasi; (3) den skal have en strategisk beliggenhed langs grænsen til et eller flere af Indiens nabolande; (4) den skal være økonomisk og infrastrukturelt underudviklet; og (5) delstatens financer skal være ‘ikke bæredygtige’. Mange indiske delstater har ikke svært ved at opfylde krav nr. 4 og 5. Det er lidt vanskeligere med de tre andre.

Samlet set lyder opskriften jo ganske enkel, havde det ikke været for det overordnede princip, at National Development Council træffer sin endelige beslutning baseret på en ‘integreret vurdering’ af alle disse faktorer, set i lyset af en given stats ‘specielle forhold’ – en vurderingsprocess, som ikke kan reduceres til nogen ‘mekanisk applicerbar formular’. Det betyder ikke, at tildelingen af denne særstatus er nogen arbitrær process. Langt fra. Men det betyder, at der trods alt er et vist rum for fortolkning, forhandling og politisk indblanding.

Det kan derfor ikke undre, at det i et vist – omend stadig begrænset – omfang er gået med special category states, som det er gået med stort set alle andre former for særlige kvotasystemer, som Indien opererer med: De lever sit eget politiske liv, og flere og flere vil være med. Både Bihar, Chhattisgarh, Jharkhans, Seemandhra, Rajasthan og Odisha har for nylig udtrykt ønske om at komme med i klubben for de særligt udvalgte, selvom fx både Bihar og Odisha ligger geografisk ganske favorabelt, og bestemt ikke kan siges at være fattige på naturressourcer. Indtil nu har de dog ikke fået foden indenfor. Men kravet (og løftet) om tildeling af status som ‘særlig delstat’, med de økonomiske fordele dette indebærer, ser ud til at have blevet et stadig vigtigere element i politiske forhandlinger og alliancebygning mellem forskellige indiske politiske partier.

Der er flere paralleller til kastekvoterne. Kastekvoter blev for 65 år siden udtænkt som tidsbegrænsede særtiltag for specielt marginaliserede sociale grupper. Siden da har disse kvoter udviklet sig til at blive permanente; flere og flere kaster er blevet en del af kvotasystemet; og man har for længst opgivet at operere med klart målbare parametre for, hvornår målet med kvoterne kan anses for at være realiseret. Hvad angår de særlige deltater, så har man heller ingen klart definerede, håndfaste mål for, hvad denne særstatus skal bidrage til at opnå; og der er heller ingen bestemt tidshorisont, inden for hvilke disse (udefinerede og ikke-målbare) mål skal opnås. Govind Bhattacharjee mener derfor, at man må re-tænke hele ideen med special category states i retning af en mer target-oriented, [time-bound], formula-based approach for assistance [that] instills accountability, improves performance, removes complacency … with open entry and exit to the special status for all. Det lyder ikke helt dumt. Men skal det realiseres, må man håbe, at parallellerne mellem kastekvoter og delstatskvoter trods alt ikke er for mange.

Hvad betyder denne kvotadynamik så for forholdet mellem de forskellige indiske delstater? Det ved vi ikke endnu, men det er lov at tænke højt, og her kan vi passende starte med professor Richard Jenkins. Han mener, at liberaliseringen af den indiske økonomi de sidste 25 år har medført en slags ‘provinciel Darwinisme’: Fordi de indiske delstater nu i langt højere grad står frit til selv at tiltrække investorer, uden at centralregeringen i Delhi skal trækkes ind, er der nu en voldsom konkurrence mellem delstaterne om at fremstå som den mest ‘investor-venlige’. Nogle delstater – Gujarat, Maharasthra, Tamil Nadu – har været meget dygtige til dette, og fremstår som liberaliseringens ‘vindere’. Andre delstater har været mindre dygtige, men har alligevel ikke andet valg end at kaste sig ind i konkurrencen om at tiltrække investeringer gennem en stadig accelererende overbudspolitik i form af subsider etc. Heraf Jenkins’s brug af Darwinisme-begrebet. Men selvom dette er en overbevisende teori, er den ikke uden problemer. Som Stuart Corbridge skriver, så har fx Uttar Pradesh og Bihar – i al fald i perioden under Lalu – fuldstændig undgået overhovedet at forholde sig til spørgsmål om økonomisk reform, vækst og private investeringer: Nothing … has so far compelled leading politicians in Bihar or UP to embrace economic reform as a matter of Darwinian survival, som Corbridge skrev i 2011. Her har man i stedet – og det langt på vej med vælgernes velsignelse – fokuseret på identitetspolitiske faktorer som ære og stolthed (og tryghed, i muslimernes tilfælde). Men netop derfor kan det faktisk tænkes, at Bihar – og mange andre delstater – nu er kommet så langt bagud i kapløbet med liberaliseringens vindere i det vestlige og sydlige Indien, at disse ikke står til at indhente. At prøve at klemme sig ind i kategorien af ‘særlige delstater’ fremstår da som en attraktiv vej ud af et Darwinistisk økonomisk reform-kapløb, man sikkert alligevel ville have tabt. Den stigende interesse i at blive en special category state kan derfor være et symptom på en ny og hastigt fremvoksende føderaliseret økonomisk geografi i et stadig mer liberaliseret Indien.

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*