Modi-ficeret Hindutva

Narendra Modi (kilde: tehelka.com)

Narendra Modi (kilde: tehelka.com)

Siden BJP i suveræn stil vandt Lok Sabha valget tidligere på året, har partiet spillet med musklerne; og i mange delstater har hindutva-bevægelsen fået ny vind i sejlene. Men selv om BJP med Modi i spidsen med success genopfandt sig selv som politisk parti i løbet af 2014, er mobiliseringsstrategien på græsrodsniveau sørgelig velkendt, hævder en række nye artikler i indiske Frontline: Social polarisering og stigmatisering af minoriteter.

Hindutva har altid haft mange ansigter: På en og samme tid moderat og mildt; militant og maskulint; tolerant og inkluderende; aggresivt og ekskluderende. De mange forskellige ansigter er nødvendige for at appelere til stadig nye grupper af vælgere i stadig flere dele af et meget diverst Indien. Den populære statsminister Modi selv har gennem de sidste 15 år skiftevis personificeret de fleste af disse ansigter: Fra den aggressive, dominerende og provincielle leder af Gujarat, til den moderne stats- og verdensmand som indtager USA og fører samtaler med Obama; som optræder på scenen med Hugh Jackman og citerer Star Wars; og som mer og mer ligner en jolly-natured pan-Indian patriarch, som filmskaberen Rakesh Sharma for nylig beskrev ham. BJPs image er tydeligvis blevet Modi-ficeret; men det betyder ikke, at hindutva-bevægelsens grundstrategier også er det. Snarere er der meget, som tyder på, at man, med Modi i spidsen for en solid flertalsregering i Delhi, har genoplivet den traditionelle taktik med at mobilisere hinduer omking en minoritetsfjendtlig retorik og prakis.

Et af de mest spektakulære resultater for BJP ved Lok Sabha valget var den store triumf i Uttar Pradesh (UP), hvor BJP-kandidater, i slipstrømmen af voldsomme uroligheder i Muzaffarnagar i vest, vandt i 73 af statens 80 kredse. Nu er hindutva-organisationerne VHP og Bajrang Dal tilsyneladende igang med yderligere at polarisere UP for at konsolidere hindutvas tilstedeværelse. Manøvren ledes af Yogi Adityanath, som står for en aggressiv, hardline-hindutva. I det vestlige UP har man højlydt anklaget unge muslimske mænd for at føre en slags ‘kærligheds-jihad’ mod intetanende unge hindu-kvinder; og mar har organiseret re-konverteringer af kristne. Der har også været rapporter om nedbrændninger af kirker, og kristne missionærer i både øst og vest, og i nabostaten Bihar, er blevet angrebet.

I Bihar er muslimernes ‘kærligheds-jihad’ også højt på dagsordenen, ligesom man har udset sig ‘illegale muslimske migranter’ fra både Nepal og Bangladesh som hovedfjender. Så stor er truslen fra BJP, at de to gamle ærkerivaler Nitish Kumar og Lalu Prasad Yadav nu har dannet fælles front. I Haryana har Meo muslimerne været ofre for både hadsk retorik og voldelige overfald fra VHP-aktivister. I visse dele af Chhatisgarh arbejder VHP tæt sammen med politiet og lokale myndigheder for at marginalisere kristne minoriteter: De får ikke deres rationer fra det subsidierede offentlige distributionssystem; de får ikke lov at bygge nye kirker; ikke-hinduistiske missionærer får ikke adgang til landbyerne; de trues til at konvertere til hinduismen; og i enkelte tilfælde har politiet været tavse tilskuere, når VHP-aktivister har tæsket løs på kristne. I Odisha har man længe været massivt til stede – der er vel næppe noget andet parti, som har så mange organisationer, som er aktive på grædsrodsniveau, som BJP og dets søsterorganisationer. I Assam er det igen de ‘muslimske illegale infiltratører’ fra Bangladesh, som er syndebukken – det er de på sin vis også i Vestbengalen, hvor BJP marcherer frem med stormskridt og har givet kommunisterne baghjul som det eneste troværdige alternativ til Mamata Banerjees Trinamulkongress. Selv i Sydindien, hvor hindutva ellers historisk har haft vanskelige levevilkår, satser man. I Karnataka har man sine bastioner ved kysten; her er det kvægtransport, og de muslimer som står for denne transport, som er målet for aggressive kampagner. Og selv i Tamil Nadu, hvis moderne politiske identitet bygger på en dyb social kritik af den nordindiske brahminske dominans som BJP er rundet af, vejrer man morgenluft, for begge de store tamilske partier har problemer: DMK er præget af krise og interne stridigheder mellem rivaliserende ledere; og med AIADMKs leder Jayalalithaa på vej i fængsel, kan der pludselig åbne sig nye politiske muligheder for BJP i Periyars hjemland. Med ca. 6 procent kristne og ligeså mange muslimer er der også i Tamil Nadu potentiale for at bearbejde de sociale skillelinjer i mer antagonistisk retning. Og skal man tro Frontline er man allerede godt igang: Vinayaka Chaturthi (Ganesh-festival) processioner lægger med fuldt overlæg vejen gennem muslimske nabolag; nye templer skyder pludselig op på ‘omstridt land’; folk, der fejrer Valentine’s Day, chikaneres; osv. Til sidst må det også med, at man i Maharashtra nu føler sig stærk nok til at gå enegang og gravlægge alliancen med Shiv Sena, BJP’s ældste og mest loyale partner. Dette ligner risikosport, for man risikerer at kaste en nærmest skudsikker valgsejr ved det kommende delstatsvalg på gulvet. Men lykkes manøvren, kan man pludselig indtage rollen som storebror vis-a-vis Shiv Sena.

BJP har altid været et strategisk dygtigt, grundigt og velforberedt parti; og hindutva-bevægelsens maskineri er formidabelt. Og med Amit Shah ved roret er der liden grund til at tro, at vi nu er vidne til andet end en velkoordineret ekpansionsøvelse – man smeder klogt nok mens jernet er varmt og inden Modi-bølgen ebber ud i mødet med de grundlæggende indiske økonomiske og politiske realiteter. Men desuden er der sikkert mange hindutva-aktivister, der – enkeltvis eller kollektivt – føler, at de har fået et meget større spillerum med en BJP-regering i Delhi. Som en ældre Meo udtalte til Frontline: ‘Med Modi ved roret og Rajnath Singh som indenrigsminister, er der åbenbart elementer, som regner med, at de kan slippe af sted med hvad som helst.’

Kenneth Bo Nielsen

Leave a comment

Your email address will not be published.


*