Valg: Kan vi stole på meningsmålingene?

ESFPTPKenneth Bo Nielsen, SUM, UiO Med under en måned til det indiske Lok Sabha valgs start går der næppe en dag uden at en frisk meningsmåling ser dagens lys. Men kan vi stole på dem?[1] Ifølge de fleste indiske meningsmålinger er der ingen tvivl om, hvilken vej valgvinden blæser: ‘BJP-led NDA front runner’ – ‘BJP to emerge as single largest party’ – ‘BJP to get 217 seats, Cong only 73’, har man for nylig kunnet læse i forskellige indiske medier. Men at lave meningsmålinger i et så stort og komplekst samfund som det indiske er ingen spøg, og på det seneste er der fra flere sider blevet sået alvorlig tvivl om, hvorvidt de aktuelle meningsmålinger i virkeligheden er nogen god pegepind for, hvad der rører sig blandt vælgerne.

Selv ved nationale valg er det ofte lokale sager, som optager flertallet af vælgerne. Et Lok Sabha valg kan altså på mange måder ses på som en samling af flere, mindre ‘lokalvalg’ – 543 styks, helt præcis, for Indien er i forbindelse med et Lok Sabha valg opdelt i 543 valgkredse. Det giver i gennemsnit 2,25 millioner indbyggere per kreds, hvilket er lidt højere end indbyggertallet i Letland. At vælge en Lok Sabha er altså en logistisk øvelse på niveau med 543 nationale valg i et mellemstort baltisk land; men i tillæg er den kulturelle og sociale kompleksitet i Indien mange gange større.

At aggregere 543 ‘lokalvalg’ til et samlet nationalt billede via meningsmålinger er en nærmest umulig opgave i en indisk kontekst. Ideelt set ville man skulle foretage ganske omfattende undersøgelser i alle 543 kredse, noget som er både vanvittigt tidskrævende og dyrt. Og situationen bliver ikke bedre af, at de fleste indere ikke har regelmæssig tilgang til internettet, og at mange heller ikke har telefon. Derfor må man i langt højere grad end i Norge ty til ansigt-til-ansigt metoden – i hvert fald hvis man har et oprigtigt ønske om, at producere en repræsentativ undersøgelse. I en nylig artikel om denne problematik skriver Jonah Force Hill:

To get a meaningful number of interviews, in a majority of constituencies, a polling agency would need to employ a virtual army of pollsters. But because no single polling agency in India has the manpower or the funds to do meaningful door-to-door polling in a majority of constituencies, polling agencies must extrapolate data from one constituency to another; or, in some cases, extrapolate data from a few constituencies to forecast an entire state. Agencies examine the socioeconomic composition of a constituency, look at the castes and religious communities represented, and use the data from that area to calculate and predict the results for another location with similar demographics. But since each area has its own distinctive set of issues and parties, extrapolation of data based exclusively on caste or socio-economic considerations is bound to be flawed on a larger scale.

At det dog også kan gå vældig galt på meget mindre skala så vi i forbindelse med valget i New Delhi så sent som i december sidste år. Her spåede de forskellige målinger vidt forskellige udfald; alligevel var de fleste af dem ikke i stand til at forudse den store folkelige opbakning til Aam Admi Party, som kom til udtryk på valgdagen.

Det er også en kendt sag, at der ofte er tætte forbindelser mellem indiske medier og bestemte politiske partier således at der, fra medierne side, kan udøves et mer eller mindre udtalt pres på dem som faktisk laver meningsmålingerne. Det kan for eksempel handle om at dreje resultatet i den ene eller den anden retning. For nylig kom det således frem, at News Express under en ‘sting operation’ havde haft held med at få hele 11 forskellige opinionsfirmaer til at love, at de ville ’modificere’ sine resultater i tråd med opdragsgiverens ønsker. Officielt har den Indiske Valgkommision længe støttet et forbud mod både meningsmålinger og exit polls, og flere politiske partier erklærer sig nu enige. Men til nu er det kun exit polls som rent faktisk er blevet ramt af et forbud. Der er altså meningsmålinger nok at se frem til i tiden som kommer. Og selv om deres forhold til den politiske virkelighed er nok så problematisk kan de jo være underholdende nok at diskutere omking middagsbordet.


[1] Med tak til Sanjeev Prakash.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*