Ny lov om land

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO LandDen 29. august vedtog den indiske Lok Sabha en ny lov med det ikke helt mundrette navn: ‘The Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement Bill, 2013’. Loven erstatter den gamle ‘Land Acquisition Act’ fra 1894, en lov som har været massivt kritiseret for at gøre det alt for let og alt for billigt for indiske central- og delstatsregeringer at foretage tvangseksproprieringer. Ifølge den nye lovs preambel skal den nye lov da således også sikre en:

Human, participatorisk, informeret og transparant process for jordekspropriering til industrielle formål, udvikling af essentiel infrastruktur og urbanisering, med mindst mulig ulempe for jordejerne og andre berørte familier, og sikre en retfærdig og fair kompensation til de berørte familier hvis jord er blevet eksproprieret, eller foreslås eksproprieret, eller som er berørt af en sådan ekspropriering, og gøre passende bestemmelser for således berørte personers rehabilitering og genhusning, og sikre at det kummulative resultat af tvungen ekspropriering bliver, at de berørte personer bliver ‘partnere i udvikling’ og fører til en forbedring i deres sociale og økonomiske status efter ekspropriering.

Preamblen illustrerer på bedste vis den balancegang, som lovens penneførere har måtte kaste sig ud i: På den ene side er det nødvendigt med en smidig lov, som gør det muligt for en central- eller delstatsregering at foretage jordeksproprieringer som en del af en overordnet udviklingsstrategi. På den ande side er der behov for at sikre juridisk, at denne mulighed ikke udøves arbitrært, og at de personer, som berøres, ender som vindere og ikke ofre. Dette dilemma har man søgt løst ved at sætte den juridiske terskel for, hvornår en regering med hjemmel kan gennemføre en ekspropriering relativt lavt; men prisen derfor relativt højt. Vi tager det første først.

Hvornår kan en ekspropriering gennemføres?

En regering kan ekspropriere jord ‘til eget brug’ så længe det tjener et ‘offentligt formål’ (public purpose). ‘Offentligt formål’ er meget bredt defineret, og indkluderer f.eks. militærstrategiske formål. Men i al hovedsag drejer det sig om alskens typer infrastruktur så som: Agro-processing and agricultural infrastructure (inputs, warehousing, cold storage facilities, marketing infrastructure for agriculture and allied), industrial corridors, mining activities, national investment and manufacturing zones, projects for water harvesting and conservation, projects for government aided educational and research schemes, projects for sports, health care, tourism, transportation of space programme. Listen er lang, og det er ikke enkelt at komme på et projekt, som ikke uden større armbevægelser kan indplaceres i den ene eller den anden af disse kategorier. Den tidligere så omstridte ‘offentligt formål’ paragraf i den gamle lov fra 1894 er nu redefineret på en så løs måde, at næsten alle ‘formål’ kvalificerer som ‘offentlige’.

Når private aktører er indvolveret, er det imidlertid ikke helt så enkelt længere. En regering kan, med hjemmel, ekspropriere jord på vegne af og til gavn for en privat aktør til et ‘offentligt formål’ som defineret ovenfor; men først når den private aktør allerede på eget initiativ har skaffet sig frivilligt samtykke fra 80 procent af de berørte jordejere. Denne 80:20 klausul giver altså regeringen lovhjemmel til at ekspropriere 20 procent af et givent landområde en privat aktør ønsker sig, så længe de resterende 80 procent er gået frivilligt med på ideen. Er der tale om et offentligt-privat partnerskab (public-private partnership) reduceres forholdet til 70:30. Den meget brede definition af ‘offentligt formål’ giver altså private aktører principielt betydeligt lettere tilgang til jord end hvad der var tilfældet i loven fra 1894; samtidig gør 80:20 og 70:30 klausulerne det muligt for lokale jordejere at forhandle om prisen på jorden, eller blokere for hele projektet.

Hvor god er kompensationen og rehabiliteringen?

Meget bedre end før. Den nye lov er faktisk den første nationale lov om rehabilitering og genhusning; og det, at ekspropering, rehabilitering og genhusning sammenkobles i en og same lovtekst er banebrydende. I loven fra 1894 blev en jordejer, som fik sin jord eksproprieret, kompenseret med et engangsbeløb tilsvarende markedsprisen på jorden, og dermed slut. I den nye lov er kompensationen til jordejere i rurale områder markedsværdien multipliceret med en faktor på mellem et og to (jo større afstand til et urbant område jo højere) plus et solatium på 100 procent af denne sum. Det betyder en kompensation på mellem to og fire gange markedsværdien i rurale områder. Rehabiliteringskomponenten indkluderer naturligvis alle jordejere, som berøres direkte – også dem, som måtte have indgået en frivillig aftale med en privat køber under 80:20 eller 70:30 klausuluerne; men den indkluderer også alle dem, hvis primære livsgrundlag kun berøres indirekte: landbrugsarbejdere, jordlejere, share-croppers og håndværkere; så længe de altså har arbejdet i det berørte område i en periode på mindst tre år inden eksproprieringen. Rehabiliteringen indkluderer genhusning; mulighed for land-for-land rehabilitering; et valg mellem livrente, et engangsbeløb, eller et job i en ny industri, såfremt jorden skal bruges til industrialisering; subsistensbevilling til forflyttede familier; en engangsbevilling til håndværkere og småhandlende; og en engangs-genhusningsbevilling. Loven opererer desuden med en lang liste med infrastrukturelle faciliteter, som skal være på plads i genhusningsområdet – faciliteter, som en hel del ’almindelige’ indiske landsbyer må klare sig foruden. Hovedintentionen med dette er, at befolkningsgrupper, som skal forflyttes og genhuses, skal sættes i stand til at ‘secure for themselves a reasonable standard community life’. Samlet set er dette langt mere generøst og ambitiøst – og dyrere – end noget, loven fra 1894 kunne byde på.

Er det samlet set en god lov?

En åbenbar grund til bekymring er, at hele 13 andre lovværk, hvorunder jord kan eksproprieres, ikke dækkes af ‘The Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement Bill, 2013’. Det gælder for eksempel the Atomic Energy Act, 1962; the Land Acquisition (Mines) Act, 1885; og the National Highways Act, 1956. Når jord eksproprieres med henvisning til disse love, aktiveres de nylig indførte og ganske generøse rehabiliteringskrav ikke. Man kan derfor sagtens forestille sig, at mange tvangseksproprieringer i fremtiden fortsat vil foregå uden den nødvendige rehabilitering og genhusning. Ellers kommer folks vurderinger af den nye lovs kvaliteter og mangler an på, hvordan man ideologisk set positionerer sig. Næringslivet synes, den er for generøs og vil gøre det alt for dyrt at industrialsere Indien i årene fremover; mange aktivister på venstrefløjen synes loven ikke går langt nok i at sikre småbøndernes ret til egen jord, og ønsker sig et totalt stop for alle former for ‘tvang’ i forbindelse med udviklingen af industri og infrastruktur. Union Minister for Rural Development Jairam Ramesh, hvis ministerium har det overordnede ansvar for lovteksten, er dog meget godt tilfreds. I to på hinanden følgende interviews med Frontline tidligere i år sagde Ramesh:

Industry associations are very apprehensive that it [the Right to Fair Compensation and Transparency in Land Acquisition, Rehabilitation and Resettlement Bill] will jack up [the] costs [of acquiring land for private industries]. Vocal sections of civil society feel that I have not gone far enough [in terms of protecting the land losers]. I have to find a middle path. I have struck a balance … I feel satisfied that civil society is unhappy with the bill for not being progressive enough; industry is unhappy with the bill for being too progressive. If everyone is unhappy, then I think it is a good bill (Rajalakskmi 2013b, 34) … [High-profile social activist] Medha Patkar and her ilk think that the bill is not progressive enough. CII / FICCI [Confederation of Indian Industry / Federation of Indian Chamber of Commerce and Industry] think that the bill is very tough. If I have succeeded in displeasing Medha Patkar on the one side and CII / FICCI on the other, it means I have done something right (Srinivasan 2013, 105).

Hvordan loven vil fungere i praksis vil kun tiden vise.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*