FDI og den negative konvergens’ logik

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO For nylig mistede UPA-regeringen en af sine vigtiste støttespillere. Mamata Banerjee sagde farvel og tak efter en langtrukken kontrovers over, hvorvidt man skulle åbne yderligere for udenlandske investeringer (FDI) i detailhandelssektoren. ”Nej!” sagde Mamata Banerjee, som allerede i foråret havde sat foden ned for et sådant forslag; og som en anden Thorbjørn Jagland blev hun stående på omtalte fod. Dermed var det slut på cirka tre års mer eller mindre lidenskabeligt samarbejde mellem Banerjee og UPA. For mer FDI skal der til, mente premiereminister Manmohan Singh – det ville være i nationens interesse. Skal man tro et brev, som det forbløffende hurtigt lykkedes BJP at grave frem fra arkiverne, så mente Manmohan Singh noget ganske andet for ti år siden. Men som den tidligere danske statsminister Jens Otto Krag sagde, så har man i politik et standpunkt til man tager et nyt.

Et nyt standpunkt indtog også Congress i Vestbengalen. Når ikke Mamata Banerjee længere ville støtte Congress i Delhi, så ville de ikke længere støtte hende i Vestbengalen. Derfor forlod de den delstatsregering, som Banerjee leder. Der er dog ikke grund til større bekymring i hverken Delhi eller Kolkata, for Congress skal nok blive siddende på taburetterne uden TMC og vice versa. Nu pønser Congress i Vestbengalen på, om de, som det næststørste parti i delstatsparlamentet, skal søge om officiel status som ’oppositionsleder’. Får de dèn status er kommunisterne fra CPI(M) helt nede som nummer tre, en udvikling som for blot få år siden virkede som enddog meget usandsynlig.

I kontroversen over FDI så man også konturerne af en stigende grad af politisk enighed mellem TMC og CPI(M). Her er der dog tale om en negativ snarere end en positiv konvergens, for TMC og CPI(M) har historisk set ikke været enige om noget som helst, og officielt og ideologisk er de det stadig ikke. Men enige var man altså så pludselig alligevel, for CPI(M) har længe været imod FDI. De er for resten også imod prisstigninger på fx benzin, diesel og togbilletter. Og ja, det er Mamata Banerjee sådan set også, som man har kunnet læse om på Fokus India tidligere.

De to partiers politik overlapper med andre ord i et sådan omfang, at CPI(M)s generalsekretær Prakash Karat for nylig måtte medgive, at Mamata Banerjee havde ret, når hun anklagede UPAs politik for at være ’tyveri forklædt som reformer’. Så for den almindelige bengaler kan det efterhånden være svært at se, hvad der rent politisk skiller TMC fra kommunisterne og omvendt. Det har man indset hos CPI(M), som længe har beklaget sig over, at Mamata Banerjee har overtaget lidt for mange af venstresidens gode ideer. Så CPI(M)s Biman Bose rykkede ud for at forklare vælgerne forskellen. Det gjorde han ved at sige, at Mamata Banerjees politik ikke var andet end et taktisk træk for at narre masserne, og at det hele bundede i, at hun havde fået besked på af USA, via Hillary Clinton, om at gå hårdt ud mod FDI for at skabe forvirring blandt folk. Det er ikke første gang man hører den slags anti-amerikansk konspirationssnak fra Bose, omend den nok kan siges at have begrænset forklaringspotentiale i akkurat dette tilfælde.

Set i lyset af de sidte ugers politiske udvikling burde TMC og CPI(M) altså danne fælles front og forståelse i kampen for et ’non-Congress, non-BJP’ alternativ i Delhi, som der har været meget snak om de sidste måneder og år. Men det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Og i det hele taget er de politiske udsigter nok så tågebelagte for tiden. Skal man tro et nyligt estimat af Diptosh Majumdar fra Daily News and Analysis, så vil de to nationale partier – Congress og BJP – ved et nyvalg til sammen ikke engang kunne få 300 pladser i Lok Sabha. De regionale partier vil altså kunne komme til at spille en stor rolle i 2014, men det er vanskeligt at se, hvordan de skal kunne finde sammen i et fungerende samarbejde. På den ene side kan venstresiden tilsyneladende nok finde sammen med Mulayam Singh Yadav (SP), Chandrababu Naidu (TDP) og Deve Gowda (JD(S)); men på nær SP så er de andre indvolverede parter ikke just partier med vind i sejlene. Og såfremt Mulayam Singh Yadav og CPI(M) er med, så er Mayawati og Mamata Banerjee helt sikkert ikke med.

Et andet alternativ er, hvad der omtales som en ’føderal front’ eller en ’østblok’ (uden negative konnotationer), anført af Mamata Banerjee, Nitish Kumar (JD(U)) og Navin Patnaik (BJD). Alle tre har vind i sejlene, og der er snak i krogene om muligheden for at invitere Jayalalithaa (AIADMK) indenfor i varmen, for eksempel sammen med Jaganmohan Reddys YSR Congress. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er der unægtelig langt til 272 for begge konstellationer.

Den negative konvergens’ logik skal med andre ord være overordentlig stærk for, at de mange regionale partier skal kunne finde sammen i et ’non-Congress, non-BJP’ samarbejde. Men det er værd at huske på, at også BJP og Congress kan blive ofre for denne logik: hvor langt vil fx et potentialt svækket BJP gå for at undgå fem nye år med en Congress-regering? Vil man kunne overtales til at pege på det mindst ringe alternativ? Og hvad med Congress, som formentlig også kan se frem til en lussing ved stemmeurnerne? Hvilken pris vil man betale for at holde BJP ude af regeringskontorerne? Er man klar til at affinde sig med rollen som støtteparti for en koalitionsregering, såfremt den ikke indkluderer BJP? Den slags er vanskeligt at spå om. Der er nok at tænke over i tiden frem mod 2014, både for dem, der laver politikken, og os, der nøjes med at skrive om den.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*