Koalitionsdharma og kunsten at bygge alliancer

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO

Mamata Banerjee (Kilde: Biswarup Ganguly, Wikimedia Commons)

Indisk politik befinder sig i koalitionernes tidsalder. For tiden er det UPA-koalitionen, under ledelse af Congress, som sidder ved rorspinden i Delhi. Hèr går de politiske bølger imidlertid højt, og der er frygt for, at en presset UPA når som helst kan kulsejle. Korruptionsanklagerne flyver fra højre og venstre, anført af Anna Hazare og Baba Ramdev; og hver gang man prøver sig med en mindre reform for at sætte gang i den for øvrigt skrantende økonomi – hvad enten der er tale om en mindre stigning i prisen på benzin eller togbiletter, eller en liberalisering af detailhandelen – så er der et eller andet regionalt parti, der stiller sig på bagbenene. Det er ikke let at danne gode alliancer i indisk politik, og det er endnu vanskeligere at bevare dem. Men hvorfor er de store regionale partier så vanskelige at samarbejde med? Og hvorfor føler de sig ikke bundet af ideen om koalitionsdharma?

Så sent som i 2009 vandt UPA en nok så komfortabel valgsejr. Congress tog sig af 206 pladser i Lok Sabha og fortsatte i spidsen for UPA2, nu med TMC (19 mandater) og DMK (18) som de vigtigste allierede. Valget af samarbejdspartnere kan have været motiveret af læresætningen keep your friends close and your enemies closer, for begge regionale partier, og da særligt TMC, har ved adskillige lejligheder fremstået som Congress’ nemesis snarere end som en loyal støttespiller. Her skal vi se lidt nærmere på nogle af de interne kontroverser, der har plaget UPA2, og på hvordan de forskellige partier har håndteret deres indbyrdes stridigheder for at holde den politiske alliance i live. Hovedrollen spiller Mamata Banerjee. Hun er førsteminister i Vestbengalen, og hendes indflydelse på UPAs beslutningsprocesser har givet hende en (omdiskuteret) plads på Time Magazines nyeste liste over verdens 100 mest indflydelsesrige personer.

Forholdet mellem Congress og TMC har altid været angstfyldt. TMC blev dannet da Mamata Banerjee i vrede forlod Congress i 1997/98. Med sig ud af partidøren tog hun størstedelen af Congress’ vælgere og partiarbejdere, samt en god del af partilederskabet. TMC blev hurtigt storebror i Vestbengalen, hvor Congress nu må nøje sig med at få omkring 12 – 15 procent af stemmerne, mindre end halvt så mange som TMC. Siden 1998 har forholdet mellem Congress og TMC stort set været præget af dyb skepsis og indbyrdes mistillid, og selv om man i Vestbengalen begge så kommunisterne som en fælles hovedfjende, så var det i mange år umuligt for de to partier at nå frem til en fungerende politisk alliance.

Dette ændrede sig da kommunisterne i 2008 besluttede sig for at stoppe samarbejdet med UPA i Delhi. TMC sagde tak for åbningen og indgik hurtigt en samarbejdsaftale med Congress. Dette har haft to vigtige konsekvenser. For det første vandt de to partier i hele 25 af Vestbengalens 42 valgkredse ved Lok Sabha valget i 2009. Vestbengalen alene leverer dermed omkring 10 procent af støtten til UPA. Dernæst viste alliancen sig stærk nok til, at TMC og Congress i fællesskab kunne besejre kommunisterne ved delstatsvalget i Vestbengalen i 2011. Set udefra ligner det en ’win-win situation’ for begge parter. Men i realiteten har TMC nu nok vundet mere end Congress, for TMC har vist sig som en meget besværlig partner, som i flere tilfælde har praktiseret noget, der minder om politisk afpresning. Og Congress har måtte gå meget langt for at stille TMC tilfreds. Her er et par nylige eksempler:

Udenlandske investeringer i detailhandel

UPAs finansminister forslog for nylig at åbne yderligere for udenlandske investeringer i detailhandelen. Amerikanske Wallmart har angiveligt udtrykt stærke ønsker om at gøre sin entre på det indiske marked, og dermed ville en yderlige åbning på dette felt kunne medføre store udenlandske investeringer. Men Mamata sagde, at dette var hun imod. Hun synes ikke om forslaget, fordi det ville gøre det vanskeligt for de fattige og småproducenterne at overleve, såfremt store og kapitalstærke butikker som Wallmart kom til Indien. Desuden ville mange mindre handelsdrivende blive udkonkurreret og tvunget til at lukke butikken, sagde hun, og tilføjede, at en sådan liberalisering af detailhandelen ville have en negativ effekt på 50 millioner bengalere. Derfor var hun imod planen. Og derved blev det: UPA trykkede på pauseknappen og sagde, at man ikke ville gå videre med at reformere detailhandelssektoren, før man havde en ’politisk konsensus’ internt i UPA. Og det har man ikke uden Mamata.

Prisen togbilletter

I marts annnoncerede den daværende jernbaneminister Dinesh Trivedi, at prisen på indiske togbilletter ville stige. De dyreste billetter ville stige mest, men også prisen for kortere rejser måtte få et nøk opad for at sikre de indiske jernbaner en sundere og mere bæredygtigt økonomi. Trivedi var klar over, at selv en mindre prisstigning ville gøre det dyrere for de fattige at rejse med tog, men det var helt nødvendigt at hæve prisen uanset hvad, for ellers var der alvorlig risiko for, at jernbanernes samlede økonomi ville forværres betragteligt. Congress kaldte budgettet for ’fremsynet’ og var tilsyneladende godt tilfreds med Trivedis forslag. Men Mamata gik straks ud og proklamerede, at dette ville hun ikke tillade fordi det var ’anti-poor’ og ’anti-people’ at sætte prisen på korte rejser op. Trivedi svarede, at det var fejlopfattelse fra Mamatas side, hvis hun troede, at jernbaneministeriet blev styret fra Writers’ Building i Kolkata! Men der havde han gjort regning uden vært: et par dage senere var Trivedi fortid i ministeriet, hvor han blev erstattet af Mamatas tro væbner Mukul Roy, som prompte annulerede en god del af de planlagte prisstigninger.

Økonomisk særstøtte til Vestbengalen

Da Mamata Banerjee kom til magten i Vestbengalen i 2011 arvede hun en statskasse, som stort set var tom, og som siden har vist sig næsten umulig at fylde igen. Staten har så stor gæld, at den bruger stort set alt hvad den får ind på at betale renter og faste udgifter til lønninger og pensioner. Staten skylder hele INR 2 lakh crore (2.000.000.000.000!) og betaler årligt hele INR 22.000 crore (220.000.000.000!) bare i renter og afdrag. Med så store faste udgifter er det helt umuligt at iværksætte nye udviklingsprojekter, siger Mamata, som derfor har krævet en økonomisk hjælpepakke fra UPA. Helt konkret vil man have tre års rente- og afdragsfrihed, hvilket ville frigøre INR 66.000 crore til andre formål. For nylig stillede TMC et 15 dages ultimatum til UPA om at acceptere dette – gjorde de ikke det, ville det få alvorlige (omend uspecificerede) konsekvenser for de to partiers samarbejde! Skulle Congress ende med at sige ja, tilføjede Mamata, så kunne TMC til gengæld meget vel finde på at støtte Congress’ håndplukkede kandidat til at blive Indiens næste præsident. Finansministeren skal vist være sympatisk indstillet til ideen, men tøver stadig af frygt for at åbne en veritabel Pandoras æske. For hvis Vestbengalen får en særaftale, så kan man være sikker på, at andre regionale partier – pt. med Jayalalithaa forrest i køen – vil presse på for at få noget lignende. Og det kan blive dyrt.

Teesta

Sidste efterår skulle Indien og Bangladesh efter planen underskrive en aftale om fordelingen af vand fra Teestafloden mellem de to lande. PM Manmohan Singh var rejst til Dhaka for at sætte sin signatur, men aftalen blev aldrig underskrevet. I sidste øjeblik annoncerede Mamata nemlig, at hun var imod den endelige aftale, fordi den gav mere vand til Bangladesh end godt var. Dette stred imod Vestbengalens interesser, sagde hun, for det ville kunne medføre, at bønderne i visse dele af Vestbengalen ikke ville få nok vand til at dyrke deres afgrøder. Og derved blev det: aftalen er endnu ikke kommet i stand.

Olje- og benzinpriser

For et par uger siden annoncerede UPAs olieminister, at man så sig nødsaget til at hæve prisen på olje, petroleum og benzin betragteligt. Resultatet var, at disse produkter for forbrugerne blev omkring INR 7,50 dyrere per liter. Ministeren sagde, at prisstigningen var nødvendig fordi den indiske rupee havde mistet værdi internationalt, og fordi de globale oljepriser var for opadgående. Dette havde ført til, at de statslige oljeselskaber, som kraftigt subsidierer petroleumsprodukter på det indiske marked, havde tabt godt INR 20 millarder på blot to måneder. Derfor måtte forbrugerne nu også holde for. Men prisstigningen blev mødt med kraftigt modstand fra TMC – og andre UPA-venlige aktører som DMK og Samajwadi Party – som gik på gaderne med krav om, at prisstingningen skulle rulles tilbage fordi det udgjorde for stor en byrde for den almindelige inder. UPA foretog en hurtig, omend kun delvis, tilbagetrækning og annoncerede, at man ville reducere den planlagte stigning med INR 2. Men dette har ikke været nok til at tilfredstille TMC og oppositionen generelt. Hvad der videre sker i sagen om oljepriserne er endnu uvist.

Alle disse eksempler er hentet fra det seneste kalenderår, så det er altså ikke småting Mamata Banerjee enten har fået påtvunget (eller blokeret) UPA. Og skulle enkelte Congress-politikere i Delhi i sit stille sind tænke ’with friends like these…’, kan man næppe bebrejde dem. Men hvorfor er hun så hård ved sin samarbejdspartner i Delhi?

For at forstå hendes politiske navigering vis-a-vis Congress, må man forstå, at hendes politiske interessefelt er begrænset til Vestbengalen. Hun er ikke synderligt interesseret i, hvad der ellers foregår andre steder i Indien, og udenrigspolitik interesserer hende kun, som man så i forbindelse med Teesta-aftalen, hvis den helt konkret angår Vestbengalen. Derfor har hun stort set brugt sin indflydelse på UPA i Delhi til at optimere og maksimere strømmen af resourcer fra Delhi til Vestbengalen, eksempelvis i form af økonomisk særstøtte. Hun har også brugt jernbaneministeriet til samme formål. Set udefra kan virke beskedent, at UPAs næststørste parti skulle stille sig tilfreds med bare at have èt sølle ministerium, når man med en vis rimelighed kunne have gjort krav på flere. Dette ene ministerium er til gengæld jernbaneministeriet, som er kendt som det helt store ’patronage’ ministerium. Og det har hun brugt flittigt til at starte mange nye projekter i netop Vestbengalen. I de tilfælde, hvor hun har skullet vælge mellem hensynet til koalitionsdharmaen i Delhi og hensynet til Vestbengalens befolkning, har hun vægtet det sidste hensyn højest.

Samtidig har hun benhårdt modsat sig de fleste tiltag, der kunne ses som ’anti-poor’ eller ’anti-people’. Hun har et image som den almindelige mands forkæmper, og dette image har hun tilsyneladende ikke tænkt sig at ofre. Selv siger hun, at hun politisk hverken står til højre eller venstre, men derimod på ’folkets’ side. Dette er den neutrale standarddefinition på en populist; og står man på folkets side, er det klart, at man ikke vil være med til at gøre hverdagen dyrere eller vanskeligere for folk flest.

Mamata og de andre regionale storspillere behøver derfor sjældent at tage den slags nationale eller makroøkonomiske hensyn, som Congress gør. På sin vis giver det Congress relativt frie hænder til at behandle visse politikområder som de finder bedst, uden alt for stor indblanding fra resten af alliancen. Men på andre områder står de regionale spillere stejlt, og her har Congress tilsyneladende for tiden hverken evnen eller viljen til at sætte hårdt mod hårdt. Det kunne de i tilfældet Mamata nu ellers godt gøre, for det er næsten utænkeligt, at hun skulle finde på at forlade UPA til fordel for den BJP-styrede NDA. Mamata har nemlig massiv støtte fra flertallet af Vestbengalens mange muslimske vælgere, men de vil med stor sandsynlighed vende hende ryggen, hvis hun skulle vælge sig hindunationalisterne fra BJP som sin foretrukne legekammerat. Og den chance tør hun næppe tage. Congress kunne altså formentlig godt fra tid til anden køre en hårdere linje mod TMC, men det gør de som oftest ikke.

Desuden bør det bekymre Congress, at TMC for tiden ser ud til at gøre alt hvad de kan for at likvidere Congress i Vestbengalen. Hèr er Congress lillebror, men de får ikke nær samme eftergivende behandling, som TMC gør i Delhi. TMC driver rovdrift på Congress’ ledere, arbejdere og vælgere, tilsyneladende med held. Og mange gange er selv nok så rimelige krav og ønsker fra Congress blevet blankt afvist af TMC. Bengalske Congress-ledere har flere gange appeleret til partiets nationale lederskab om at intervenere og sætte en stopper for den urimelige og arrogante behandling, de føler sig udsat for; men dette har de sjældent fået noget ud af. Alliancen knirker i Vestbengalen, og da der nyligt var valg til fire ’municipalities’ gik de to partier til valg hver for sig. Det slap TMC klart bedst fra, og efter valget konkluderede partiet, at man nu var stærke nok til at regere staten uden hjælp fra andre. Mukul Roy sagde således, med slet skjult reference til Congress, at både kommunisterne og ’en del andre partier’ snart ville opdage, at de var irrelevante i bengalsk politik.

Dette må siges at være en hård skæbne for Congress. For at gøre en vanskelig UPA-partner i Delhi tilfreds, har man mer eller mindre ofret den Vestbengalske del af partiet, som virkelig (med få undtagelser) ser ud til snart at have udspillet sin rolle. Det samme er for øvrigt tilfældet i flere andre delstater, hvor regionale partier står stærkt, som for eksempel UP, Bihar og Tamil Nadu. Her må Congress nu nøje sig med omkring 8-9 procent af stemmerne.

For Mamata Banerjee derimod har hendes tid med UPA bragt hende endnu et skridt nærmere hendes egentlige politiske mål: at fjerne både kommunisterne og Congress fra Bengalens politiske landkort. Koalitioner og alliancer kan bruges til så meget.

1 Comment on Koalitionsdharma og kunsten at bygge alliancer

  1. Samme mønster ser nu ud til at gentage sig ifbm The Pension Fund Regulatory and Development Authority (PRFDA) Bill, 2011, samt ifbm FDI i civil aviation. Ifølge Business Standard, «The Trinamool Congress will support the central government’s initiative of inviting foreign direct investment (FDI) in civil aviation if the latter completes modernisation of the Kolkata airport before the Puja season in October’. Der gives og tages.

1 Trackbacks & Pingbacks

  1. FDI og den negative konvergens’ logik | Fokus INDIA

Leave a comment

Your email address will not be published.


*