Toongate

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO

I øjeblikket udspiller toongate sig I Indien. Toongate har (selvfølgelig) en kontroversiel karikaturtegning i centrum, men motivet er ikke – hvad man måske ellers kunne fristes til at tro, i lyset af de seneste års karikaturkontroverser – hentet fra Islam. For her har Trinamulkongressesns Mamata Banerjee hovedrollen. Toongate får næppe ligeså omfattende konsekvenser for hende, som Watergate fik for Nixon – men en del ridser i den politiske lak har hun allerede fået.

Siden 1970erne har man, inspireret af Watergate, brugt suffikset ’-gate’ i forbindelse med begivenheder, som anses for skandløse, og som involverer en grundlæggende uetisk adfærd. Og oftest er der tale om en alvorlig politisk skandale. Mit hjemland Danmark havde for eksempel i 1990erne sin ’Thulegate’, som drejede sig om ulovlig opbevaring af atomvåben på Thulebasen i Grønland. Også Indien har haft sine ’gates’, for nylig for eksempel i Karnataka, hvor ’Porngate’ udspillede sig. Hèr tog man tre ministre på fersk gerning i at se mobiltelefonsporno – i delstatsparlamentet! Ministrene måtte gå af, mens videoklippet – kendt som ’Ministers MMS Masala’ – efter sigende blev vældig efterspurgt hos lokale forhandlere.

Toongates omdrejningspunkt ser du her på siden. Øverst til venstre ses Mamata Banerjee med den nuværende jernbaneminister Mukul Roy. Begge kigger på De Indiske Jernbaners logo, mens Mamata Banerjee siger: ’Se Mukul, Det Gyldne Fort’ (sonar kella). I midten stirrer Mukul Roy ondt på manden til højre i billedet, Dinesh Trivedi, som er Roys forgænger på posten – ’dette er en ond mand!’ (dustu lok), siger Roy. Nederst siger en smilende Mamata: ’Ond mand? Forsvind!’ Tegningen spiller på det drama, der for nylig udspillede sig omkring netop jernbaneministeriet. Dinesh Trivedi fremlagde et budget for jernbanerne, som Mamata Banerjee ikke brød sig om. Hun beordrede Trivedi fjernet fra posten, og efter et par dages frem og tilbage forsvandt Trivedi, som blev erstattet af – Mukul Roy. Motivet – Det Gyldne Fort – er hentet fra en populær Feluda-film af Satyajit Ray med samme titel: Sonar kella.

Tegningen kan se nok så uskyldig ud. Den fremstiller ganske vist Mamata Banerjee som en autoritær partileder, som skifter folk ud efter forgodtbefindende; men det hører bestemt ikke til sjældenhederne, at indiske politikere udsættes for den satiriske pen på måder, som er langt ’grovere’, end hvad der her kom Mamata til del. Alligevel reagerede hun voldsomt. Ambikesh Mohapatra, en kemiprofessor fra Jadavpur University i Kolkalta, som havde været så ’tankeløs’ at publicere tegningen på nettet, blev efter sigende banket af en gruppe TMC aktivister som straf, hvorefter han blev arresteret og fængslet. Han står nu anklaget for ’offences relating to defamation and insulting the modesty of women as well as cyber crime offences’, ifølge Indian Express. Dette inkluderer en anklage under IT Act som angår ’causing offence using a computer’!

Mamata Banerjee sagde, at professoren blot havde fået som fortjent, og at loven nu måtte gå sin gang. Hun lagde også indirekte ansvaret på CPM, som, ifølge hende, var ude på at beklikke hende ved at sprede falske rygter og misinformation. En af hendes tro væbnere, Madan Mitra, støttede chefen, og sagde, at dette blot var endnu en sammensværgelse, der havde til hensigt at ydmyge Vestbengalens ellers så hårdtarbejdende førsteminister. Mitra tilføjede, at Jadavpur var en berygtet Maoist-rede, og anklagede professor Mohapatra for både dårlig smag og uetisk og uciviliseret opførsel.

Rygterne vil også vide, at TMC har nedsat en gruppe bestående af mere end 400 partiaktivister, som intensivt følger sociale medier som facebook og twitter i jagten ’fornærmende indlæg’ om partiet eller partilederen. Det var muligvis en TMC-aktivist fra denne gruppe, som for et par dage siden indgav en First Information Report, hvori han udpegede konkrete eksempler på ’formærmende kommentarer’ mod partilederen, som han havde fundet på diverse social medier. Vestbengalen Criminal Investigation Department (CID) tog affære med det samme, og bad blandt andet facebook om øjeblikkeligt at slette en række indlæg fra deres sider. De bad også om at få udleveret IP-adresserne på de computere, hvorfra ’fornærmelserne’ blev posteret. Det har facebook dog indtil videre nægtet, fordi man mener, at dette er et angreb på brugernes ytringsfrihed.

Og der er mange, der er enige med facebook i den vurdering. For Mamata Banerjee og hendes regerings håndtering af sagen er blevet stærkt kritiseret fra mange sider. Stort set alle politiske partier af betydning har (naturligvis) fordømt hendes handlinger i større eller mindre grad. Men også pressen og mange af hendes støttespillere i civilsamfundet og i uafhængige aktivistmiljøer ser ud til at have fået nok af hendes ’diktatoriske’ politiske stil. Dette er censur, og ytringsfriheden og demokratiet er i fare, mener de. Og det har de vel ret i, selvom Indien nu har en lang, og kompliceret, tradition for at praktisere ’harmonifremmende censur’. Derfor er mange aktivister gået på barrikaderne for at demonstrere. Disse aktivistmiljøer er ikke specielt store, og de har ikke nær den indflydelse på folkeopinionen, som de selv ynder at tro at de har; men bruddet mellem Mamata og dette ’civilsamfund’ kan pege i retning af en mere udbredt utilfredshed med en generelt øgende statslige styring af medier og meninger. For TMC har også blandet sig i, hvilke aviser man skal kunne læse på offentlige biblioteker, ligesom man har fjernet en god del ’uønskede elementer’ fra det obligatoriske skolepensum – særlig Marx og Engels. Og så videre. En nylig, uformel meningsmåling på Hindustan Times hjemmeside viste, at 87 procent af respondeterne mente, at Mamata Banerjees popularitet var faldende. Målingen var hverken repræsentativ eller videnskabelig – men alligevel…

Set på afstand undrer man sig lidt over, hvad al den ståhej over en karikatur skal til for. Her er trods alt ingen bombe i turbanen eller trukne krumsabler. Selv siger professor Mohapatra, at TMC har brugt karikaturen som en undskyldning for at hævne sig på ham personligt. Mohapatra er nemlig assisterende sekretær i New Garia Development Cooperative Housing Society, og i den egenskab havde han efter sigende været med til at afsløre en omfattende korruption, som involverede en hel del skumle forbindelser og transaktioner mellem TMC og såkaldte ’syndikater’ i byggebranchen. En anden mulighed er, at fordi ære og status er så vigtigt i indisk politik, så vil de fleste partier gå meget langt for at sikre, at partiet og dets lederes gode navn og rygte ikke lider skade. Og selv om ikke alle indiske politikere har læst Bakhtin, så ved de udemærket, at når folket ler af magten, så skal man være på vagt. For karikaturen, ironien og latteren er subversiv. Derfor er det ikke overraskende, at magten reagerer på den slags. Og man skal slet ikke udelukke, at en del vil finde Mamatas resolute handling både retfærdig og fornuftig, som et stålsat forsøg på at bevare hendes, partiets og støtternes kollektive ære og rygte. For rigtig mange andre, derimod, er der hèr tale om en tåbelig, infantil og paranoid overreaktion, med særdeles farlige konsekvenser for demokratiet og den personlige frihed.

Når folket ler af magten, er det oftest klogest af magten blot at trække på smilebåndet. Eller at svare med hvad F. G. Bailey kalder ’høflig ligegyldighed’ (the civility of indifference). For ellers venter der blot mere af samme skuffe. Dem kan du se på: http://cartoonexhibition.blogspot.in/2012/04/cartoons-mamta-banerjee.html

– og kan du ikke se dem, så har censuren været på spil også her!

2 Comments on Toongate

  1. Geir Heierstad // 18. mai 2012 at 21:02 // Svar

    Cartoon row: Mamata loses cool, storms out of live TV session

    http://www.bengalnewz.com/west_bengal/kolkata/051816353.html

Leave a comment

Your email address will not be published.


*