Introspektion på venstrefløjen

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO Indiens to største kommunistpartier – CPI og CPM – har netop afholdt deres partikongresser. Hèr besluttede man, at tiden var moden for introspektion. Det er nok en fornuftig beslutning, for det er længe siden, den indiske venstrefløj har stået så svagt, som den gør akkurat nu.

Maj 2004: De indiske venstrefløjspartier med CPI og CPM i spidsen har netop vundet hele 59 pladser i Lok Sabha. For venstrefløjen er der tale om en historisk begivenhed: næsten hver niende indiske parlamentariker er nu at finde på den yderste (parlamentariske) venstrefløj. Efter valget bliver den nyvalgte UPA-mindretalsregering gang på gang afhængig af støtten fra de 59 venstrefløjsparlamentarikere for at få sin politik igennem. UPAs førte politik får dermed mange ’røde fingreaftryk’. I den røde bastion Vestbengalen regerer den CPM-ledede Left Front trygt på syvogtyvende år. Blot to år senere, i 2006, vinder Left Front også hèr en historisk sejr, da man reducerer den dybt splittede politiske opposition til nærmest ingenting. Samme år vinder man også en knusende sejr ved delstatsvalget i Kerala; og i Tripura sidder man også med nøglerne til regeringskontorerne.

April 2012: I Lok Sabha finder man nu blot 24 parlamentarikere fra venstrefløjen, herunder blot 16 fra CPM. Og dem er der ingen, der er synderligt interesserede i, for UPA-regeringen har nu flertal alene, og kan få sin politik igennem uden støtte fra de røde. I Vestbengalen sidder man i opposition med sølle 62 repræsentanter mod delstatsregeringens 227. Og også i Kerala har man mistet magten. Tilbage er kun Tripura, hvor et nyt valg står for døren til næste år…

Den indiske venstrefløj er gået kraftigt tilbage de seneste år, og det var i de lange skygger af flere på hinanden følgende valgnederlag, at CPI og CPM nylig afholdt sine partikongresser i henholdsvis Patna (Bihar) og Kozhikode (Kerala). Begge steder var man enige om, at tilbagegangen ikke kunne tolkes som et tegn på, at venstrefløjen havde udspillet sin rolle i indisk politik. Tværtimod! For med det eksisterende imperialistiske, globale, neoliberale regime var der mer end nogensinde brug for en stærk venstrefløj, som kunne forsvare arbejderklassen og samfundets svageste. Både CPI og CPM opfordrede til dannelsen af et venstreorienteret og demokratisk alternativ til Congress’ neoliberalisme og BJPs ’kommunalisme’. Mere konkret ville man rette en kritik mod for eksempel ulovlig jordekspropriering til gavn for multinationale kapitalister; udvinding og udbytning af naturressourcer til fordel for private investorer; privatiseringen af vandressourcer; og undermineringen af det offentlige distributionssystem. Og man vil kæmpe for bedre og universel uddannelse og sundhed, og en stærk Lokpal. Livsvilkårene for dalits, minoriteter, indfødte folk og kvinder blev også fremhævet som prioriteringsområder, hvilket viser, at ikke alt længere reduceres til klassespørgsmål på venstrefløjen. Men det kan nemt tænkes, at kommunisterne er nødt til at tage den slags identitetsspørgsmål endnu mere alvorligt. For ser man for eksempel på de nordindiske delstater, spiller netop kaste tit en vigtig politiske rolle. Så man kunne passende tænke over, hvorfor man har så vanskeligt ved at sælge sit ’klassebudkab’ i en kontekst, hvor de ’objektive betingelser’ for klassebaseret mobilisering ellers må siges at være til stede.

Men vent nu lidt – var der ikke noget med, at CPM selv var kommet gruelig galt af sted med det der med eksproprieringer og ’neoliberal politik’? Jo da. Hvem husker for eksempel ikke Singur og Nandigram i Vestbengalen, hvor den siddende Left Front regering gik overordentlig langt for med vold og magt at implementere den slags ’nyliberalisme’, som man er så meget imod alle andre steder. Og netop den politik, CPM gennemtrumfede i Singur og Nandigram, var nok den vigtigste udløsende faktor bag den massive vælgerflugt, som CPM har oplevet i Vestbengalen. Alt dette er fortsat et ømt punkt for partiet, selv om man nu endelig er kommet til den officielle erkendelse, at der blev begået enkelte ’politiske og administrative fejl’ i forbindelse med de industrifremmende eksproprieringer i netop Vestbengalen.

På CPIs kongres gennemførte man et lederskifte, da veteranen A. B. Bardhan (86) gik af som generalsekretær. Han blev afløst af den noget yngre S. Sudhakar Reddy. CPM har på en måde allerede gennemført et lignende generationsskifte. Veteraner som Harkishan Singh Surjeet og Jyoti Basu er begge nylig gået bort, mens den tidligere førsteminister i Kerala, V. S. Achuthanandan (88), er ved at blive kørt ud på et permanent sidespor. Unge kræfter som Prakash Karat (64) og Sitaram Yechury (59) tegner fortsat partiet, og det var da også disse to, som klarest udtrykte den fremtidige linje for CPM. CPM er kendt for sin interne demokratiske centralisme, selv om onde tunger hævder, at der er en god del mere centralisme end demokrati. I fremtiden skulle partiets organisatoriske princip være ’kontinuitet med forandring’, sagde Karat, hvad så end dette rent konkret måtte betyde. Yechury fremhævede, at mens de objektive betingelser for en stærk venstrefløj var til stede i Indien, skulle man arbejde målrettet på også at skabe de nødvendige subjektive betingelser gennem ’målbevidste agitationer og masseaktioner’. Kun når de rette subjektive betingelser var skabt, kunne man håbe på revolutionær forandring, tilføjede Yechury. Dette er en type marxistisk sprogbrug man sjældent hører meget til i dagens Norge, hvor ulden socialdemokratisk retorik sætter dagsordenen. Men på kommunistiske partikongresser i Indien trives den godt. CPI talte således i sit dokument for, at man skulle arbejde for at blive et parti ’for alle arbejdende folk, et talerør for socialismen gennem en applicering af Marxisme-Leninisme på de faktiske indiske forhold’.

Retorikken er velkendt. Og det er også løfterne om introspektion og ’korrigerende tiltag’ i partierne, og erklæringerne om nødvendigheden af at styrke partiets base gennem massemobilisering og klassekamp. Så spørgsmålet er, om denne delvist gamle vin på halvnye flasker er nok til at vende skuden for de indiske kommunister? Måske. I Kerala står man stadig relativt stærkt. CPM er det største parti i delstatsparlamentet, og faktisk var man i 2011 blot sølle to mandater fra at genvinde magten. Og man kan trøste sig med, at hvis Keralas vælgere holder fast ved sit rotationsprincip (venstrefløjen og Congress har gennem flere årtier helt systematisk alterneret ved magten), så er man tilbage igen i 2016. I Tripura står man også stærkt, og på det aggregate, nationale niveau kan man hævde, at valget i 2009 måske alligevel ikke helt var den katastrofe, det så ud til: for selv om man ganske vist mistede mange mandater, så mistede man ikke specielt mange vælgere. CPM gik for eksempel kun meget lidt tilbage, fra 5,66 procent af stemmerne til 5,33 procent – og CPI gik faktisk lidt frem (omend kun med 0,02 procent). Værre ser det ud i Vestbengalen, for her har man mistet virkelig mange vælgere gennem de seneste år, så her skal der arbejdes hårdt for at vinde det tabte tilbage.

Et andet afgørende punkt vil være, om venstrefløjens nationale og regionale ledere i fremtiden kan finde frem til de nødvendige kompromiser. Ledere som Karat og Yechury blir af og til set på som veluddannede urbane typer, som har skabt sine politiske karrierer gennem studenteraktivisme på eliteinstitutioner som JNU. Der kan i CPM nu og da høres mumlen i krogene om, at sådanne ledere ved alt for lidt om, hvad der rør sig i de tusindvis af landsbyer i de mange distrikter, hvor den daglige politik skal udspilles, og hvor almindelige vælgere skal overbevises og mobiliseres. Kontroversen mellem nationale og regionale ledere blussede for eksempel op i 2008, da den nationale ledelse besluttede at trække venstrefløjen ud af det parlamentariske samarbejde med UPA på grund af atomaftalen mellem USA og Indien. Karat og Yechury fremstod ganske vist som principfaste marxistiske ideologer, der ikke ville underordne sig amerikanske krav og interesser. Men mange almindelige vælgere havde mere end vanskeligt ved at fatte, at man skulle ofre det glimrende samarbejde med UPA, hvor man havde meget stor indflydelse på den daglige politik, på grund af en atomaftale hvis implikationer for den gennemsnitlige indere var mildt sagt vanskelige at gennemskue. Det var op til regionale ledere og partiaktivister at ’sælge’ og retfærdiggøre bruddet med UPA til folk flest, og det gik ikke specielt godt. På regionalt niveau blev modstanden mod atomaftalen derfor aldrig den mobiliserende kampsag, som de nationale ledere måske havde forestillet sig. Og hvad værre var: bruddet mellem venstrefløjen og UPA banede faktisk vejen for en politisk alliance mellem Congress og det bengalske parti Trinamul Congress, en alliance som blæste Left Front ud af Writers’ Building i 2011. Måske man skulle forsøge sig med en lille dosis realpolitisk pragmatisme, nu man alligevel er i gang med introspektionen?

1 Trackbacks & Pingbacks

  1. Introspektionens resultater… | Fokus INDIA

Leave a comment

Your email address will not be published.


*