Hvem bliver Indiens næste præsident?

Kenneth Bo Nielsen, SUM, UiO I juli måned skal Indien bestemme sig for, hvem der skal være landets 13. præsident. Kandidaterne ser ud til at være mange (og nogle mere seriøse end andre), men det kan godt ende med en gammel kending i Rashtrapati Bhavan.

Indiens præsident, som er det formelle statsoverhoved, vælges blandt en gruppe af nominerede kandidater. Alle medlemmer af Lok Sabha (543), Rajya Sabha (233) og alle delstatsparlamenterne (4.120) har stemmeret, men deres stemmer har forskellig vægt. Denne beregnes ud fra en ’formular’, som skal ’balancere’ eller ’udjævne’ indflydelsen mellem det delstatslige og det nationale niveau, og mellem små og store delstater. En MPs stemme har for eksempel et vægttal på 708; en stemme fra en MLA fra Vestbengalen vægtes omkring 150, mens en stemme fra en MLA fra UP vægtes lidt over 200; og så videre. At hver stemme vægtes forskelligt betyder, at det 4.896 mand store valgkollegium afgiver i alt lidt over en million ’stemmer’.

Der har dog sjældent været tale om regulært kampvalg, når præsidenten skal vælges, for det normale er, at den regerende koalition i Delhi får valgt ’sin’ kandidat. Det så man i 2007, hvor Congress nominerede Pratibha Patil; og i 2002, hvor BJPs A. P. J. Abdul Kalam vandt. Normalt er det også, at præsidenten sidder i èn femårsperiode, og ikke søger genvalg. Den eneste undtagelse har været præsident Rajendra Prasad, som sad hele 12 år, fra 1950 til 1962.

Flere partier, på nær de to store, Congress og BJP, er begyndt at lufte deres fortrukne navne. RJDs Lalu Prasad Yadav har sagt, at han vil have vicepræsident Hamid Ansari som ny præsident. Ansari har gode relationer til Congress, som kan tænkes at ville støtte hans kandidatur – Ansari ser ikke ud til at være deres førstevalg, men hans muligheder som en slags konsensuskandidat taler til hans fordel. Og da Ansari kommer fra UP bør der også være chance for, at vigtige partier som BSP og Samajwadi Party kan finde på at støtte ham. Men han er ikke populær hos fx Trinamul Congress, som ser han som ’en ven af kommunisterne’.

Mens Congress ikke har meldt officielt ud endnu, er der internt i partiet igen snak om Pranab Mukherjee, UPAs problemknuser fra Bengalen. Hans navn blev også nævnt i 2007, men den gang var han for vigtig for regeringen til, at man kunne undvære ham i det daglige. Mukherjee vil sikkert gerne være præsident, men med UPAs vedvarende kriser er han nok endnu vigtigere for UPA i dag end for fem år siden; så det er tvivlsomt, om Sonia Gandhi har tænkt sig at give Mukherjee grønt lys. Premiereminister Manmohan Singhs navn har også tidligere været nævnt: tanken var, at han skulle ophøjes til præsident, så premiereministertaburetten blev frigjort til Rahul Gandhi. Men dèn rokade ser nu ud til at være udsat på ubestemt tid. Akkurat nu ligger forsvarsminister A. K. Anthony også højt på Congress’ liste. Anthony bliver i så fald Indiens første kristne præsident. Andre kandidater er Gopal Krishna Gandhi (Mahatma Gandhis barnebarn – og tidligere ambassadør til Norge); Meira Kumar (formand for Lok Sabha og både kvinde og dalit); Shivraj Patel; og den evige kandidat Karan Singh. Hos BJP snakkes der lidt om Punjabs førsteminister fra SAD, Parkash Singh Badal, som en mulig kandidat – men BJP står politisk svagt og skal næppe regne med, at deres kandidat vil have store chancer, med mindre de da slår sig sammen med mange andre om en konsensuskandidat.

Der er som sagt også fuld krise i Congress, og heller ikke her skal man regne med at få sin håndplukkede kandidat valgt uden sværdsalg. I 2007 stod man stærkt og kunne nærmest suverænt pege på sin egen kandidatat, men denne gang vil UPAs andre medlemmer og ’venner’ givetvis have mere at skulle have sagt. For Congress alene kontrollerer kun ca. 31 procent af stemmerne, og selv med støtte fra hele UPA når man ikke meget over 40 procent. Endnu værre ser det ud for BJP, som selv sammen med hele NDA ikke en gang kan mønstre en tredjedel af stemmerne. Der er altså en del regionale, ’uafhængige’ partier, som også skal stilles tilfreds, og derfor kan det som nævnt godt ende med Ansari. Eller med Sam Pitroda, som for et par uger siden lignede et godt bud på en outsiderkandidat. Pitroda arbejde i sin tid sammen med Rajiv Gandhi som en del af de ’unge reformatorer’, og han har spillet en vigtig rolle i at reformere telecomsektoren. Han er for tiden premiereministerens rådgiver i spørgsmål vedrørende informationsinfrastruktur og –innovation; og så har han rådgivet Mamata Banerjee i hendes ’Resurgent Bengal’ kampagne, ligesom han er på god fod med Sharad Pawar og Naveen Patnaik. Dem, der ønsker en præsident, som repræsenterer det fremvoksende og moderne ’India Shining’, ser Pitroda som en god kandidat. Af samme grund har andre foreslået kendte navne fra erhvervslivet, som fx Ratan Tata, Azim Premji og Narayana Murthy. Disse navne går også igen på facebook, hvor man finder adskillige grupper, der støtter disse ’potentielle kandidater’. Hèr finder man også en hel underskov af støttegrupper for mange andre mer eller mindre usandsynlige kandidater som Kiran Bedi (korruptionsjæger); Amitabh Bachchan (skuespiller); Anna Hazare (korruptionsjæger par excellence); E. Sreedharan (metrochef); R. S. Mooshahary (guvernør i Meghalaya); og Baba Ramdev (guru).

Mens nogen således gerne ser en repræsentant for ’India Shining’ i Rashtrapati Bhavan, ser det dog blandt partierne ud til, at man foretrækker en apolitisk og ukontroversiel præsident – en statsmand og gentleman, med andre ord. Og en mand, der passer på denne beskrivelse, er A. P. J. Abdul Kalam, som akkurat nu anses for en fornuftigt og meget folkekær konsensuskandidat. Hvis Kalam vælges til en ny femårsperiode, vil han være den første siden præsident Prasad, som får to perioder som præsident. Det siges, at partier som Nationalist Congress Party, Samajwadi Party, Trinamul Congress og AIADMK vil støtte hans kandidatur. Og da Kalam var BJPs valg i 2002, er det ikke umuligt, at også de vil ende med at pege på ham. Abdul Kalam vil i så fald være 80 når han igen flytter ind i Rashtrapati Bhavan, og 85 når han flytter ud. Og det er jo ingen alder i indisk politik.

Leave a comment

Your email address will not be published.


*